Luk

Bøvings sæsonstart: Surrealistisk at tænke på

| FC København | 0 kommentarer

Infoboks

FC København - PAOK
Europa Conference League Gruppe F (21/10)
Oddset 2,10 3,45 3,55
bet365 2,10 3,40 3,40

William Bøving er denne sæson ny fast bestanddel af FC Københavns førsteholdstrup, og det er gået over al forventning, hvor han i de seneste uger har lignet en fast mand på holdet.

FC København har ovenpå klubbens seneste par kampe været en smule i modvind ovenpå en ellers flyvende sæsonstart i både 3F Superligaen og Europa Conference League.

Der er dog stadig masser af positive historier fra hovedstadsklubben og en af dem snakkede bold.dk med torsdag efter træning i form af unge William Bøving.

Den 18-årige offensivspiller har i starten af sæsonen vist sig fint frem med mål i både Europa og Superligaen, og efter salget af Mohamed Daramy har Bøving fået endnu mere spilletid – flere gange fra start.

Startplads på venstrekanten

Giver det mening for dig at være fast mand i en alder af 18 år?

- Det er lidt surrealistisk indimellem. Det kan godt være, at man i momentet bare ridder med på bølgen og lever i nuet, men hvis man lige tænker sig om en ekstra gang og ser på det, så er det klart, at det er vildt og stort, og noget jeg kan være stolt over.

- Det er bare om at gå ud og levere, når man får den chance og bide sig fast, siger Bøving om sin flotte start på sæsonen.

Bøving har figureret både på højre og venstre side af de offensive pladser på holdet, men efter Daramys afgang har Bøving fået ekstra meget spilletid på venstrekanten – og her arbejder han sammen med en anden ung spiller og gammel kending fra ungdomstiden, Victor Kristiansen.

Er det en fordel at spille på venstrekanten, når du kender Victor Kristiansen på venstrebacken?

- Jeg har kendt Victor i mange år gennem ungdomsrækkerne, så det er helt klart noget vi kan bruge og gør inde på banen. Det er bare om at gå ud og bygge videre på den relation, vi allerede har heroppe på førsteholdet.

- Især når man ikke kan høre hinanden så meget i kampene, så er det vigtigt, at man kender relationerne og udvikler dem så godt som muligt, så man ved, hvad man skal gøre. Så jeg er glad for samarbejdet med Victor.

Selvom samarbejdet er godt i venstresiden, vil Bøving dog ikke sige, at den position er hans foretrukne. Så længe der bare er spilletid på programmet, er han villig til at spille både til højre, venstre og som tier eller spidsangriber.

Foretrækker du at spille i en af siderne offensivt?

- Nej, det vigtigste for mig er bare at få spilletid. Så kan det være lige meget, om jeg spiller på højre eller venstre side eller tier og angriber. Det er op til træneren at vurdere, hvor han kan placere mig bedst, så jeg kan komme frem til mine kvaliteter.

Målet er fremadrettet derfor også at bide sig helt fast på førsteholdet, inden han laver for mange andre målsætninger om mål og assists. Det kommer forhåbentlig hen ad vejen sammen med spilletiden og startpladserne, siger han.

Fortsat studerende – men ikke meget tid til det

Samtidig med livet som professionel fodboldspiller i FC København går unge Bøving også i 3.g på Øregaard Gymnasium.

Men det er lidt knapt med tiden til studierne i øjeblikket, når der står fodbold på programmet det meste af ugen med masser af kampe og træninger lige oveni undervisningen.

Hvordan er det at være studerende ved siden af fodbolden?

- Det er ret presset for at sige det mildt. Jeg kører nogle af fagene online ved siden af skolen, for jeg kan ikke rigtig være på skolen og komme til timerne, fordi træningerne ligger direkte oveni skolen. Så jeg prøver at lave opgaver og følge med online så godt som muligt, forklarer Bøving.

- Men der er rigtig rigtig mange kampe for tiden med alle mulige forskellige ligaer og tre kampe om ugen, så jeg tager det stille og roligt. Selvfølgelig har jeg fuldt fokus på fodbolden.

Bøvings undervisere er heldigvis forstående og bakker kun Bøving op i hans fodboldkarriere.

- De ved godt, hvor travlt jeg har med fodbolden, og de synes også, at det er sejt, så der er en god forbindelse med skolen. Det er jeg glad for, afslutter Bøving.

Bøving blev denne sommer rykket fast op i FCK's førsteholdstrup og har siden da fået seks Superligakampe med ét mål til følge samt tre Conference League-kampe, hvor han har scoret to mål.

Udover pokalkampen onsdag har han startet inde i de seneste fire kampe for løverne, så alt i alt ligner det en spændende og lys fremtid, som den unge FCK'er går i møde.

Få store oplevelser i Parken! Find billetter til F.C. Københavns hjemmekampe fra 100 kr. her


Af Kristoffer Lind Pedersen
Mandag 18. oktober