Luk

Boilesen jagter succes: Vi har ild i øjnene

| Conference League | 6 kommentarer

Nicolai Boilesen forsikrer, at FC København-spillerne har ild i øjnene og vil kæmpe for klubben, når de går på banen, da de gerne vil nå til tops igen.

FC København er torsdag aften på jagt efter et vigtigt udgangspunkt i Europa Conference League, når de hjemme i Parken tørner sammen med Torpedo Zhodino fra Belarus.

Her skal Jess Thorups mandskab ud og vise, at de har ild i øjnene og vil kæmpe for klubben, og det er Nicolai Boilesen helt sikker på, at de nok skal gøre, da de hungrer efter succes.

Det fortæller Boilesen til TV2 inden opgøret.

- Jeg kan kun udtale mig om det, som jeg ser nede i omklædningsrummet, og det er, at mine medspillere og jeg har den ild i øjnene og vil rigtig gerne det her. Det er trods alt os, der ser hinanden hver dag på træningsbanen. 

- Jeg ved godt, at man ser os en gang hver anden uge i Parken, og det er selvfølgelig der, hvor vi skal præstere. Men jeg ser i hverdagen, hvor hårdt der bliver trænet for, at man kan præstere så godt som muligt.

- Det er ikke altid, at det lykkes, selvom man gerne vil have det, men jeg synes bestemt, at der er en ild i øjnene hos spillerne og i staben, som selvfølgelig hungrer efter, at vi skal ende øverst på podiet igen, udtaler Nicolai Boilesen.

Det er torsdag aften klokken 19:00, at FC Københavns måske kommende europæiske eventyr bliver sparket i gang.


Af Raymund Nelausen
Søndag 25. juli