Luk

Boilesen til Falk: Du skal drible omkring feltet

| Conference League | 9 kommentarer

FC Københavns Nicolai Boilesen har en klar opfordring til holdkammeraten Rasmus Falk, der skal blive ved at drible i og omkring feltet. 

Rasmus Falk skabte torsdag aften forløsning, da han kort før pausen sendte FC København i front mod Torpedo Zhodino.

Forinden var 43 minutter spillet uden de helt store chancer til københavnerne, og midtbanekreatøren får derfor fortjente roser for holdkammeraten Nicolai Boilesen efter kampen. 

- Der er ingen tvivl om, at Rasmus er en utrolig vigtig brik for vores hold. Både på og udenfor banen. På banen er han den slags spiller, der kan gøre det svære. Det er rigtigt vigtigt i fodbold med temposkift i kampene, og det er det, han kan.

- Det kan han både på bittesmå områder, hvor han med sine finurlige tricks kan gøre det svært for enhver. Samtidigt har han også et godt overblik.

- Han er også begyndt at være mere produktiv i forhold til både assist og mål, så det må han gerne blive ved med, for det er sådan set, det eneste han har manglet. For ellers synes jeg, han er en fremragende fodboldspiller, og det viste han igen mod Torpedo.

Netop slutproduktet har været det primære kritikpunkt, hvis man skulle pege fingre af Rasmus Falk, og Boilesen havde da også overskud til at joke med det. 

- Nej, han sparker dem heller ikke ind til træning, kan jeg fortælle dig. Men så længe han gør det til kampene, som han gjorde i dag (i går, red.) og laver to assister som i søndags: Det må han meget gerne blive ved med. 

Selve scoringen torsdag aften fra Falks fod faldt efter et par skarpe driblinger omkring feltet, inden han sparkede bolden højt i kassen i det fjerneste hjørne. 

Det vil Boilesen gerne se endnu mere til, for han ved selv som forsvarsspiller, hvor modbydeligt det kan være at forsvare sig mod. 

- Jeg har sagt til ham så mange gange, at når han er i og omkring feltet, så skal han bare drible, for han har bolden så tæt på sine fødder, og det er som forsvarsspiller noget af det værste, for man er bange for at stikke foden ud og eventuelt lave et straffespark.

- Han er god til at drible helt tæt på manden og laver så også en fantastisk afslutning med venstrepoten. Det fuldender kun hans præstation, fortæller Nicolai Boilesen. 

Vi kan få et rødt kort, som jeg gjorde i søndags

4-1-sejren giver unægteligt gode kort på hånden for FC København i forhold til at sikre sig videre avancement.

Det anerkender Nicolai Boilesen, der dog ikke vil sælge skindet, før bjørnen er skudt. Vanvittige ting kan stadig ske i fodbold, eller man kan få et dumt rødt kort, som Boilesen selv gjorde det i søndags mod AaB. 

- Det er i hvert fald et godt udgangspunkt, men der er minimum 90 minutter mere at spille i returkampen. Alt kan ske, og de kan lige pludseligt få et vanvittigt mål, eller vi kan få et rødt kort, som jeg gjorde i søndags.

- Sådan ting sker i fodbold, og der er aldrig noget, der er forbi. Havde den været 4-0, så er den mere lukket. Hvis de overrasker og vinder 3-0, så skal vi trods alt stadig i forlænget spilletid, siger FCK-stopperen.

Lykkes det FCK at spille sig videre til næste runde af kvalifikationen, så venter enten bulgarske Lokomotiv Plovdiv eller tjekkiske Slovácko.

Vindes også denne kamp, er der en sidste playoff-runde på menuen, hvor københavnerne også vil være seedet. Det bliver dog alligevel for uvist til, at Boilesen vil spå om chancerne for at nå gruppespillet. 

- Det ved jeg simpelthen ikke. Jeg ved, hvilke to hold vi eventuelt kan møde i næste runde. Jeg kender dem ikke særligt godt. Vi skal lige gøre arbejdet færdig næste torsdag, og når vi forhåbentlig har gjort det, så venter et af de to hold. 

- Jeg aner ikke, hvem vi eventuelt kan møde i playoff, hvor man også kan få brug for lidt lodtrækningsheld, så man ikke løber ind i noget supersvært. Så længe vi er seedet, så må vi på papiret været favoritter. 

Der er returkamp på torsdag. Den spilles i Kazan i Rusland grundet EU's restriktioner mod Belarus. 

Få store oplevelser i Parken! Find billetter til F.C. Københavns hjemmekampe fra 100 kr. her


Af Andreas Roesen

9 kommentarer

Slettet(550805210709) 13:48          
Den dribling falken lavede omkring feltet mod Man utd i Euro Leaguen var satme også verdensklasse. Synd Wind ikke hakkede til bolden første gang i stedet for at sende den videre. Nå det er sagt mener jeg selv Falk burde skyde noget oftere på mål udefra, skyd, skyd, skyd. Nogle gange ser det ud til han hellere vil drible bolden helt ind i målet hehe. Men drible det han også god til den gode Rasmus.
Friisenfriis 13:58          
Falk er en kæmpe gevinst for FCK. Og samtidig et vidnesbyrd om hvor uretfærdigt stats kan være. Enhver der har fulgt lidt med i FCK´s kampe de sidste par sæsoner kan jo se, hvor dygtig han er, også selvom det ikke bliver til mange hverken mål eller assists.
Chris1234 14:10          
Falk er den bedst spiller Superligaen det er indiskutabelt.
jakeboy 15:03          
Hvorfor behøver han sige det til Falk ?!?
schmede 15:13          
Det står i artiklen
Taco mix 15:25          
Falk er den bedst spiller Superligaen det er indiskutabelt.
Da jeg læste det, gik den indre "Rasmus Modsat" igang, for at finde en mere åbenlys bedste spiller, for så at skrive; "Nej det XXXXX"

Men det kunne jeg ikke. Jeg vil faktisk give dig ret. Falk er fantastisk at se på en fodboldbane.
miks 17:02          
Falk til Boilesen…..du skal lære at forsvare.
Torsdag 16. september
Onsdag 15. september