Luk

Bournemouth måtte nøjes trods pauseføring

| Championship | 1 kommentar

Bournemouth var foran med to mål ved pausen, men efter en stærk start på anden halvleg kom Blackpool tilbage og sikrede 2-2 i Championship. Andetsteds vandt Fulham, mens Derby og Middlesbrough delte.

Bournemouth havde Philip Billing med fra start, da Championship-klubben lørdag havde besøg af Blackpool.

Emiliano Marcondes startede på bænken for hjemmeholdet, hvorfra han kunne se Dominic Solanke sparke Bournemouth på 1-0 allerede efter seks minutter.

Med et skud fra højre side af Blackpool-feltet fik angriberen sendt kuglen ind i modsatte side af målet.

Efter et kvarter måtte hjemmeholdets Junior Stanislas udgå med en skade, hvilket gav plads til Emiliano Marcondes.

Kort efter blev det også 2-0 til Bournemouth, da Dominic Solanke var på pletten med et hovedstødsmål.

Føringen holdt frem til pausen, hvorefter Blackpool fik styr på sagerne.

For allerede efter 57 minutter dukkede James Husband op og satte reduceringen i mål for gæsterne.

Og blot tre minutter efter kom udligningen, da Jerry Yates bankede et straffespark i kassen til 2-2.

Selvom Bournemouth forsøgte at presse på for et føringsmål i kampens sidste halve time, så lykkedes det ikke for hjemmeholdet, der måtte nøjes med et uafgjort resultat.

Dermed har Bournemouth nu otte point efter fire kampe, mens Blackpool er noteret for to point

Fulham slog Hull efter stærk første halvleg

Andetsteds var Fulham og Hull i aktion mod hinanden, og der blev tingene sat på plads allerede i første halvleg.

For efter 22 minutter blev et hjørnespark sendt ind i hovedet på Aleksandar Mitrovic, som sikkert headede hjemmeholdet i front.

Og blot 12 minutter senere blev slutresultatet slået fast, da Fabio Carvalho modtog bolden midt for mål, hvor han tog den med på førsteberøringen, inden han lagde den forbi Matt Ingram i Hull-målet.

Yderligere scoringer kom der ikke i kampen, hvorfor Fulham nu indtager førstepladsen i Championship med 10 point efter fire kampe.

Længere nede i tabellen er Hull nummer 19 med blot tre point.

Derby og Middlesbrough delte

Derby og Middlesbrough mødte også hinanden lørdag eftermiddag, og det blev et opgør uden mål, selvom begge hold havde fornuftigt med chancer i løbet af kampen.

Men da bolden ikke blev sat i kassen måtte begge mandskaber nøjes med 0-0, hvorfor både Derby og Middlesbrough nu er noteret for fem point efter fire runder.


Af Krister Olsen
Tirsdag 26. oktober
Mandag 25. oktober