2. Division -Brabrand-chef er ovenud tilfreds med efteråret
2018-11-21 19:17:01
Foto: BS Sports & Media

Brabrand-chef er ovenud tilfreds med efteråret

Brabrand-cheftræner Tom Søjberg er meget tilfreds med efteråret i 2. division, og han glæder sig over, at holdet er fortsat med at spille god, boldbesiddende fodbold. 

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce

Brabrand endte i sidste sæson næstsidst i 1. division, og aarhusianerne måtte derfor en tur ned i 2. division. 

I den forbindelse forlod en stor gruppe spillere Brabrand, men klubben har alligevel spillet en fint efterår, der har resulteret i en overvintring på fjerdepladsen. 

Cheftræner Tom Søjberg er uhyre tilfreds med efteråret, og han glæder sig over, at klubben spiller god fodbold. 

- Jeg er ovenud tilfreds med vores efterår. Hvis folk havde fortalt mig i sommers, at vi ville ligge, hvor vi gør ved vinterpausen, så havde jeg nok ikke rigtigt troet på dem, siger Søjberg til bold.dk og fortsætter.

- Vi mistede rigtigt mange spillere, så der var en række nye, unge spillere, der skulle tage over, og det har været meget tilfredsstillende at se. Vi har fået en god optimisme i vores spil, og der er blevet opbygget en sund kultur på holdet. 

- I sidste efterår spillede vi bestemt ikke godt i 1. division, og så valgte vi at lægge spillet om i vinterpausen og forsøge at spille mere med bolden. Det har vi fortsat med i den nye sæson, så vi bygger op nedefra og tør holde fast i bolden. 

- Det kan være lidt naivt at forsøge at fortsætte med samme spillestil, når man mister så mange spillere, men det er det projekt, vi har kastet os ud i, og det er gået rigtig, rigtig godt. Vi spiller både hurtigt og med ro på bolden, siger Brabrand-cheftræneren. 

Spritny kunstgræsbane bliver hjemmebane i foråret 
Brabrand har netop færdiggjort en kunstgræsbane, der bliver klubbens hjemmebane i de første kampe i foråret, fortæller Tom Søjberg. 

- Så sent som i går blev vores nye kunstgræsbane færdig, så det skal vi selvfølgelig vænne os til. De første fem-seks kampe skal afvikles inden april, så det er svært at finde ordentligt græs, og derfor bliver de første kampe spillet på kunstgræsset, siger cheftræneren. 

Brabrands topscorer er Lasse Møberg, der samtidigt er delt topscorer i hele 2. division. Det er blevet til ni scoringer fra den 23-årige angriber. 

Tom Søjberg peger også på Møberg, når han blev bedt om at vælge efterårets profil i Brabrand. 

- Jeg vil fremhæve Lasse Møberg som den spiller, der har været vores profil i dette efterår. Han har haft en del skader, men vi har fokuseret på, at han skulle være klar til at spille kampene i weekenden. 

- Hvis Møberg havde været fri af skader, havde han lavet endnu flere mål, men han har bestemt været vigtig for os, siger Brabrand-cheftræneren. 

Brabrand har 31 point efter de første 16 kampe, hvilket er fire færre end Kolding på førstepladsen i 2. divisions gruppe 1. 

martin@bold.dk

Annonce
Annonce

1 kommentar

Se kommentarer
Annonce