Luk

Braithwaite blev helt og skurk i Leganes-nedtur

| La Liga | 0 kommentarer

Infoboks

Leganes - Levante 1-2
La Liga
45' 0-1 Roger
49' 0-2 José Campana
76' 1-2 Martin Braithwaite
80' 1-2 Martin Braithwaite

Martin Braithwaite kom ind fra bænken og scorede et flot mål, men brændte også et straffespark i Leganes 1-2-nederlag mod Levante. 

Martin Braithwaite startede ude, da sejrsløse Leganes lørdag havde besøg af Levante i bunden af La Liga.

Fra bænken kunne den danske landsholdsspiller se Levante tage føringen kort inden pausen, da Roger omsatte et noget tyndt dømt straffespark.

Kort inde i anden halvleg blev ondt værre for Leganes, da Jose Campanas frisparksindlæg fik lov at gå i mål bag en langt fra sagesløs Juan Soriano i Leganes-buret.

Efter en times spil blev Braithwaite smidt i spil, og efter et kvarter oversprintede han en modspiller i en omstilling og lobbede elegant bolden over Levante-keeper Aitor, der var gået langt ud af sit bur.

Kort efter havde Braithwaite muligheden for at blive dobbelt målscorer, da han blev sat til at sparke det straffespark, som Ruben Vezo havde begået.

Desværre leverede Braithwaite et temmelig svagt forsøg, som Aitor klarede uden de store problemer.

Leganes og Braithwaite formåede ikke at spille sig frem til mere, og det sluttede derfor 1-2. 

Leganes forbliver efter nederlaget sidst i La Liga med to point. Levante stryger op på en foreløbig niendeplads.

 


Af Mikael Blond

0 kommentarer

Der er foreløbigt ikke kommet nogle kommentarer til denne artikel.

Vær den første til at kommentere i vores forum.

Mandag 14. oktober
Søndag 13. oktober