3F Superliga -Brandhof bliver i FCM og lærer ny position
Foto: FC Midtjylland
2018-08-30 07:00:01
Foto: FC Midtjylland

Brandhof bliver i FCM og lærer ny position

22-årige Frederik Brandhof bliver i FC Midtjylland i efteråret, hvor han i øjeblikket prøver kræfter med wingbacken. Det kræver hårdt arbejde at komme på holdet, erkender han.

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce

Unge Frederik Brandhof har endnu ikke været i en kamptrup for FC Midtjylland i denne sæson, men det får ikke parterne til at pønse på en udlejning, inden transfervinduet lukker.

Ifølge Brandhof skal han nemlig blive i klubben.

- Jeg blev enig med dem om, at jeg giver den et halvt eller helt år og ser, hvordan det går, og om jeg kommer tættere på holdet. Det er det, planen lyder på lige nu, siger han til bold.dk.

Brandhof slog igennem som central midtbanespiller i Skive, men han er ved at blive omskolet til wingback i FC Midtjylland, forklarer han. 

- I træningerne prøver vi at lægge på på wingback-positionen. De synes, jeg har nogle af de færdigheder, som de søger i en wingback. Lige nu står den på at lære den rolle bedre at kende.

Selvom han har været vant til at spille central, nyder han den nye udfordring.

- Jeg synes, det er en spændende position, især med vores måde at spille på. Man kommer rigtig meget med fremad på banen, og det passer mig godt med nogle dybe løb fra siden og gennembrud derude, så min hurtighed kan komme i spil.

Der er kamp om pladserne i FC Midtjylland, og lige nu ved Brandhof godt, at både Marc Dal Hende, Joel Andersson, Alexander Munksgaard og Mads Døhr Thychosen er foran ham i kampen om en wingback.

- Men jeg tror på, at hvis jeg lærer rollen at kende og får noget taktisk og teknisk træning, så kan det godt blive godt, siger han.

Og selvom han også kan spille centralt på midtbanen og dermed byder sig til på mange positioner, bliver det ikke let at kæmpe sig på holdet. Men han tror på sig selv.

- Det er nok Danmarks bredeste trup, så man må sige, at det er en udfordring. Men det er også en udfordring, jeg er villig til at tage op. Det er noget, jeg tror på kan lade sig gøre, for hvis jeg ikke selv tror på det, er der heller ingen andre, der gør. Så sker det i hvert fald ikke, siger han.

Frederik Brandhof var udlejet til Skive i sidste sæson.

anton@bold.dk

Annonce
Annonce

5 kommentarer

Se kommentarer
Annonce