Luk

Brandvarm RFC-lejesvend straffede FCN

| 3F Superliga | 23 kommentarer

Infoboks

Randers FC - FC Nordsjælland 3-2
Superligaen Grundspil
8' 1-0 Stephen Odey
9' 1-1 Martin Frese
24' 2-1 Alhaji Kamara
34' 3-1 Stephen Odey
44' 3-2 Simon Adingra

Randers' lejesvend fra belgiske Genk, Stephen Odey, blev dobbelt målscorer i 3-2-sejren over FC Nordsjælland, hvor alle mål blev scoret i første halvleg.

Randers FC lagde græs til den ene af søndagens to tidlige fodboldkampe i 3F Superligaen, hvor de tog imod FC Nordsjælland, og det blev et seværdigt og underholdene slag med masser af mål.

Begge mandskaber øjnede for alvor subtoppen af ligaen, og vigtige point i kampen om top seks var på spil.

Hjemmeholdet skulle i aktion blot tre dage efter de senest havde spillet 90 minutter mod AZ Alkmaar i Europa Conference League, mens de nordsjællandske gæster kom med en mere normal restitutionsvarighed.

Det afspejlede sig også i cheftræner Thomas Thomasbergs 11 udvalgte fra start, hvor han havde ændret på fem pladser i forhold til 2-2-opgøret mod hollænderne. 

Ud gled Björn Kopplin, Simon Piesinger, Jakob Ankersen, Tosin Kehinde og Vito Hammershøy-Mistrati, mens Simon Graves, Oliver Bundgaard, Tobias Klysner, Simon Tibbling og Stephen Odey gled ind. 

Det skulle vise sig, at sidstnævnte fik en stor hovedrolle.

Hos gæsterne, der optrådte i den gule udebanedragt, havde Flemming Pedersen valgt Simon Adingra fra start til fordel for en karantæneramt Mohammed Diomande.

Frederik Lauenborg kom efter fem minutters spil ud af balance og fik, hvad der lignede et overstræk i lysken. Efter nogle sekunder i græsset med smerter kom han dog på benene igen, og en skadesforskrækkelse udeblev.

To mål på 17 sekunder

Men så gik det pludselig stærkt. Randers' nytilkomne angriber Stephen Odey, der fik sin første kamp fra start, fandt vej gennem gæsternes bagkæde i venstre side af feltet og bragte hjemmeholdet sikkert foran.

Det skete efter et fladt skud i det lange hjørne, og jublen var til at høre på Cepheus Park.

Dog blev tonen få sekunder efter en anden.

For FCN's Martin Frese kanonerede nemlig bolden i nettet bare 17 sekunder, efter gæsterne havde givet bolden op. På kanten af feltet sparkede han til kuglen efter kort berøring, og Patrik Carlgren i buret kunne ikke andet end at se til. 1-1 efter ni minutter i det jyske.

I det 17. minut var Carlgren igen i fokus. Først efter et dårligt udspark, som kastede en farlig situation af sig. Bolden endte pludselig hos Adingra, men den svenske målmand afværgede med en flot parade.

Der skulle ikke gå lang tid, før hjemmeholdet og fansene fik noget at juble over igen. Lige efter Alhaji Kamara havde misbrugt en stor chance, kom han først på et velplaceret indlæg fra Simon Tibbling.

Angriberen fra Sierra Leone satte panden på bolden, og så stod pludselig 2-1 midtvejs i første halvleg.

Stor spilleglæde hos Odey

I de efterfølgende minutter stod Randers for det meste. Flere gange truede de gæsterne på dødbolde, hvor de blev farlige hver eneste gang.

Det kastede en ny scoring af sig efter 34 minutter. Lejesvenden fra belgiske Genk, Odey, fortsatte med at vise målnæsen frem, da han gjorde Kamara kunsten efter med endnu et hovedstød. Afslutningen kom efter et frispark sendt ind af norske Lasse Berg Johnsen.

En vild og voldsom første halvleg var ved at nå sin ende, men først skulle opgørets fjerde målscorer findes, ligesom FCN kunne få lidt oprejsning.

Erik Marxen ville heade bolden tilbage til sin keeper, men hans aflevering blev alt for kort. Bolden kunne Adingra uden problemer opsnappe, og han kunne efterfølgende takke Marxen, der tog sig til hovedet  for en uvildig assist. 3-2 ved pausefløjtet.

Anden halvleg startede, som første halvleg sluttede. I et højt tempo. Cheftræner Flemming Pedersen havde foretaget to ændringer. Han ville se en reaktion.

Oliver Antman og Leo Walta trådte ind, mens Abu Francis og Oliver Rose-Villadsen skulle på banen.

Trætte ben og Randers-fejl

Randers kom noget konfuse ud til anden halvleg. I løbet af få minutter begik Erik Marxen og forsvarskæden flere store fejl, som var tæt på at koste. Men hjemmeholdet red stormen af.

Efter 10 minutter fik de etableret spillet på FCN's banehalvdel. Kamara havde bolden i nettet, men blev korrekt erklæret offside. Derefter kom Odey frem til en god chance foran mål.

Uret havde netop passeret en times spil, da stortalentet Tobias Klysner trykkede af fra distancen. Han satte sin direkte modstander og tog sigte mod det lange hjørne, men Carlgren hev en ny god parade ud af ærmet.

Som minutterne skred frem, kunne mandskaberne ikke leve op til målsnittet fra første halvleg. FCN var holdet med den største energi, og det blev tydeligere og tydeligere, at Randers havde en del europæiske minutter i benene. 

Derfor foretog Thomas Thomasberg også en dobbeltudskiftning i det 74. minut, hvor Vito Hammershøy-Mistrati og Vincent Onovo kom på banen til fordel for Kamara og Lauenborg.

Odey var stadig på banen, og han misbrugte en stor mulighed med 10 minutter igen. FCN måtte takke deres keeper Eduardo Dos Santos Haesler, der med en flot fodparade holdt sit mandskab inde i kampen i situationen.

Flere mål blev det ikke til i en ellers meget underholdende kamp i Superligaen. Randers 3-2-sejr betyder, at de rykker op blandt de øverste fire hold - et point bag AaB. 

FCN indtager pladsen lige bag dem. Stadig med 13 point.


Af Rasmus Glud
Søndag 24. oktober
Lørdag 23. oktober