Luk

Brandvarme Lukaku sænkede Aston Villa

| Premier League | 18 kommentarer

Infoboks

Chelsea - Aston Villa 3-0
Premier League
15' 1-0 Romelu Lukaku
49' 2-0 Mateo Kovacic
90' 3-0 Romelu Lukaku

Med to fremragende scoringer var Romelu Lukaku en vigtig mand for Chelsea i lørdagens 3-0-sejr over Aston Villa på hjemmebane i Premier League.

Chelsea havde fået en fin start på sæsonen i Premier League, hvor det i de første tre kampe var blevet til to sejre og et enkelt uafgjort opgør.

Det gav syv point, som var nok til en sjetteplads inden kampen mod lørdagens modstander fra Aston Villa, der havde fået samlet fire point sammen i de første tre runder.

Det var da også hjemmeholdet, der havde Andreas Christensen på bænken, som startede opgøret bedst.

For allerede efter et kvarter kom kampens første mål, da Mateo Kovacic slog en fremragende stikning afsted til Romelu Lukaku, der løb i feltet, hvor han med en skudfinte fik snydt Axel Tuanzebe og lagt bolden over til sit højreben, og så stod det 1-0 til Chelsea.

På trods af den tidlige scoring var Aston Villa godt med offensivt, og gæsterne skulle flere gange få testet Edouard Mendy i Chelsea-målet.

Først havde Ollie Watkins flere gode muligheder foran mål, men Mendy lod sig ikke frivilligt passere.

Efter godt en halv times spil lignede det så, at Villa-mandskabet skulle få udlignet, men med en fremragende dobbeltredning på afslutningen fra Tyrone Mings og riposten fra Ezri Konsa, formåede Mendy fortsat at holde buret rent.

Inden pausen skulle han også få blokeret en god afslutning fra Jacob Ramsey, hvilket gav Chelsea en pauseføring på 1-0.

Kort inde i anden halvleg kom der så et mål.

Tyrone Mings fik bolden i fødderne lidt uden for Villa-feltet, men forsvareren fik ikke givet bolden nok fart, da han forsøgte at spille den tilbage til målmand Jed Steer.

Det udnyttede Mateo Kovacic til at komme først på bolden og sende den i mål ved fjerneste stolpe til 2-0.

Aston Villa var dog ikke mere rystet af den tidlige scoring i anden halvleg, end at udeholdet fortsat kunne vise fornuftige offensive takter.

Men igen manglede der den nødvendige skarphed foran mål til at kunne overliste Edouard Mendy i Chelsea-målet.

I modsatte ende af banen fik hjemmeholdet også bidt lidt fra sig med chancer til både Mateo Kovacic, Kai Havertz og Marcos Alonso, men heller ikke hos Chelsea-spillerne var der den nødvendige kynisme foran mål.

Først i anden halvlegs tillægstid blev tingene slået endegyldigt fast, da Romelu Lukaku fik bolden på kanten af Villa-feltet.

Den store belgier lagde bolden til rette for venstrebenet, inden han på smukkeste vis bankede bolden op i krogen til slutresultatet 3-0.

Med sejren er Chelsea nu på andenpladsen i Premier League med 10 point efter fire kampe.

Aston Villa er nummer 12 i tabellen, hvor klubben blot er noteret for fire point efter de første fire runder.


Af Krister Olsen
Tirsdag 26. oktober
Mandag 25. oktober