Det vakte opsigt, da FC Midtjylland i 2016 hentede den tidligere stjernespiller Rafael van der Vaart, og nu kan endnu et markant navn have kurs mod heden.
Ifølge den store brasilianske avis O Globo er FCM enige med 37-årige Vagner Love om en kontrakt frem til sommer.
Angriberen, der har spillet 25 landskampe for Brasilien, flyver angiveligt til Danmark mandag for at gennemgå det obligatoriske lægetjek, inden kontrakten kan blive skrevet under.
Mange herhjemme følger spændt med i, hvad det ender med, og det gælder også Peter Arnholdt, der er scout i Brasilien og skribent på Brasserbloggen.
Han er bosiddende i Belo Horizonte og har boet i Brasilien de seneste ni år, så kendskabet til Vagner Love og fodbold i det sydamerikanske land er stort.
- Han er en spiller, der er fed at se i aktion, fordi han er så pågående og kan i den grad lave mål. I det her årtusinde er han på fjerdepladsen over brassere, der har lavet flest mål. Neymar er nummer ét, Ricardo Oliviera er nummer to, Fred er nummer tre og så ligger Vagner Love som nummer fire, så han har jo et rigtig flot cv.
- Han er meget vellidt i Brasilien på grund af sin kvalitet som spiller, og fordi han ikke slår op i banen. Han skal nok skabe noget humør i omklædningsrummet, men stadig være seriøs. Altså man er ikke 37 år og så fit, hvis man ikke passer på sig selv.
- Han var også farverig at kigge på med sit rastahår, som han pyntede med klubfarverne. Han gjorde virkelig noget ud af det, og han blev en publikumsfavorit rigtig mange steder, fordi han leverede på banen, scorede mål og iklædte sig klubbens farver.
- Nu er han så skaldet, så vi får ham desværre ikke at se med ulve-dreadlocks, siger Peter Arnholdt med et smil til bold.dk.
Ingen ny Van der Vaart
Artiklen fortsætter efter billedet

Man kan roligt sige, at Rafael van der Vaart ikke blev nogen succes i FC Midtjylland, men Peter Arnholdt tvivler på, at det samme bliver tilfældet med Vagner Love.
- Det vil da give noget glamour over Superligaen, og det er selvfølgelig en chance at tage, men hvor stor chancen er, får vi jo først at se, når han træner i Midtjylland.
- Så vil det vise sig, hvordan hans forfatning er, men ud fra billederne, og hvad han har præsteret i Kasakhstan, synes jeg, det er en anden case end Rafael van der Vaart.
- Jeg oplever, at mange tror, at han bliver den nye Van der Vaart i Midtjylland, men det er jo bare, fordi man kigger på hans alder. Det kan da godt være, han er oppe i årene, men hvis sulten er der, og han træner godt, kan han jo sagtens gå ind og hjælpe Midtjylland, siger Arnholdt.
Artiklen fortsætter under billedet.
Vagner Love i aktion for CSKA Moskva. Foto: Denis Balibouse/Reuters/Ritzau Scanpix
Peter Arnholdt tvivler på, at det bliver en Van der Vaart-historie 2.0 for FCM.
- Nej, det tror jeg ikke. Van der Vaart var måske også en anden type. Han var mere playmakeren, og så handlede det meget om, hvordan han passede ind i måden, som Jess Thorup spillede.
- Der er Vagner Love en aggressiv og meget arbejdsom type, og jeg tror, det vil passe meget fint til Midtjylland. Selvfølgelig har han et navn, men jeg synes også, at hans spillestil er til det. Han har jo spillet i Rusland, hvor man altså skal gå til den, og han har spillet i tre af de store klubber her i Brasilien, hvor man sgu også skal gå til den.
- Jeg synes, han har en masse på sit cv, selvom noget af det selvfølgelig er langt tilbage, så det bliver spændende at se, hvad han kan i Midtjylland, siger Peter Arnholdt.
Han kan sagtens se signingen af Vagner Love give mening for FCM.
- Hvis det er således, at de mangler en angriber, og det kun er seks måneder, fordi de lige vil se, hvordan det går med Marrony, og om Brumado kan holde sig skadesfri, så kan sådan en fyr med en masse rutine jo sagtens komme ind og hjælpe til.
Kærlighedstopscoreren
I Brasilien går Vagner Love under kælenavnet 'O Artilheiro do Amor', der kan oversættes til kærlighedstopscoreren.
Det sker, fordi angriberen ikke kun er kendt for at score inde på banen, og hans ry som kvindebedårer fik han ganske tidligt.
Som 19-årig skulle Vagner Love deltage i en stor og traditionsrig U20-turnering, hvor blandt andre Neymar, Vinicius Junior og Gabriel Jesus efterfølgende har fået deres gennembrud.
- Dengang hed han bare Vagner, men så skete der det, at i forberedelserne til den turnering havde han smuglet en pige med derind, hvor klubben holdt til og forberedte sig.
- Det faldt ikke i god jord, så han blev faktisk smidt ud af truppen til den store turnering, men han blev så efterfølgende taget til nåde. Træneren døbte ham Love på grund af den hændelse, og han kom så tilbage i truppen, spillede fremragende og blev kåret til turneringens bedste spiller, selvom Palmerias tabte finalen, fortæller Peter Arnholdt.
Vagner Love blev sidenhen rykket op på førsteholdet og var med til at spille Palmeiras tilbage i den bedste række.
Festlig trio blev aldrig forenet
Vagner Love forlod i 2004 Brasilien for at skifte til russiske CSKA Moskva, men angriberen har flere gange været tilbage i hjemlandet.
I den forbindelse kom han til at spille sammen med to særdeles velkendte navne i to forskellige omgange, og det fik mange til at drømme om at se alle tre sammen.
- Han var på et lejeophold i Flamengo i 2010, hvor han spillede sammen med Adriano, og det svingede rigtig godt på og uden for banen.
- To år senere var Vagner Love igen udlejet til klubben, hvor han spillede sammen med Ronaldinho. Vagner Love havde en eller anden drøm om, at de skulle spille sammen i Flamengo.
- De var kendt som at være nogle glade mennesker, der godt ville livet, kigge efter damer og andre sjove ting. Det var en drøm for mange fans, men det blev desværre ikke til noget, fortæller Peter Arnholdt med et smil.
Meget troværdigt
Linket mellem FCM og Vagner Love startede med et hashtag, som FCM-profilen Evander brugte.
#VagnerLoveInMidtjylland skrev Evander i forbindelse med en video på Twitter, hvor Evander tryllede med bolden efter en flot tværpasning fra netop Vagner Love, der desuden har Evanders far som agent.
Hvis man tænker, om det bare er en sjov historie, eller om det rent faktisk har noget på sig, hælder Peter Arnholdt klart til det sidste.
O Globos historie virker meget troværdig, mener han.
- De er selvfølgelig interesseret i, at folk læser deres artikler, og det kan godt være, at en god historie bliver skudt af sted lidt tidligere, men de var jo også på den i forhold til Marrony-historien, som de meldte ud ret tidligt, og lang tid inden papirerne kom i orden.
- Jeg har det således, at når jeg kigger på noget, som O Globo skriver, så tager jeg det meget seriøst. Hvis de skriver, at Vagner Love skal til Midtjylland og flyver til Danmark på mandag, tror jeg også på det – mest fordi det er så konkret.
- Med den melding, om at der er afgang på mandag, er jeg egentlig overbevist. Så kan det godt være, han dumper lægetjekket, eller der kommer noget andet i vejen, men jeg synes, det virker meget troværdigt, siger Peter Arnholdt og tilføjer:
- Han er et kæmpe navn hernede, og at O Globo var de første til at bekræfte rygtet, viser også, at det er en spiller, man følger tæt, selvom han har været lidt gemt væk i Kasakhstan.
Vagner Love har siden 2020 scoret 27 kasser og lavet 20 assists i 57 kampe for Kairat Almaty.
Artiklen fortsætter under billedet.
Vagner Love står noteret for 25 landskampe for Brasilien. Foto: Brian Snyder/Reuters/Ritzau Scanpix
Peter Arnholdt glæder sig til at følge udviklingen i sagen.
- Det bliver spændende at se, hvad der sker. Først og fremmest handler det selvfølgelig om, om han dukker op i lufthavnen mandag, og så er det næste, hvordan han ser ud på træningsbanen, hvis han består lægetjek og alt det der.
- Han bliver nok ikke topscorer i Superligaen på et halvt år, men jeg tror, han kan være med til at bidrage godt til klubben. Han er jo et positivt menneske, og hvorfor skulle han tage til Danmark, hvis han ikke har lyst?
bold.dk har søndag været i kontakt med FC Midtjylland, som ikke ønsker at kommentere på rygtet om Vagner Love.
I toppen af artiklen kan du se en række af Vagner Loves kasser i løbet af karrieren.

Crystal Palace smidt ud af Europa League
Hattrick | Afsnit 156Crystal Palace er endegyldigt smidt ud af Europa League, og London-klubben skal i stedet spille Conference League. Bliv klogere på hvorfor, og om det betyder noget for Brøndby.
Læs mere
FC Midtjylland
3F Superliga


































