Luk

Bremen vandt stort og undgik pokal-skuffelse

| DFB Pokal | 1 kommentar

Werder Bremen undgik skuffelsen mod Hannover 96 med en 3-0-sejr, mens Stuttgart slog Freiburg med 1-0 i den tyske pokalturnering.

Onsdag aften var der gang i den tyske pokalturnering, og her var flere Bundesliga-hold i aktion.

I Hannover skulle Werder Bremen forsøge at undgå en skuffelse mod et lavere rangerende hold, da Hannover 96 fra 2. Bundesliga tog imod Bundesliga-mandskabet.

Hannover 96 frister tilværelsen i midten af 2. Bundesliga, og det samme gør Werder Bremen i den bedste tyske række.

Værterne havde til dagens kamp hverken Martin Hansen i målet eller Dominik Kaiser med på midtbanen.

Hansen kunne i første halvleg se Werder Bremen bringe sig på 1- og 2-0 ved Theo Selassie og Josh Sargent, mens 20-årige Jean-Manuel Mbom lukkede og slukkede i anden halvleg med sin 3-0-scoring, og dermed sikrede Werder Bremen sig avancementet i årets sidste kamp for Bundesliga-mandskabet.

Andetsteds mødtes de to Bundesliga-hold Stuttgart og Freiburg, og her tog Stuttgart sejren med 1-0 på en scoring af Sasa Kalajdzic.

Således er Stuttgart altså videre til næste fase i DFB Pokal.

Bundesliga-holdet Mainz måtte skuffende se sig slået ud af Bochum fra 2. Bundesliga. Mainz kom foran 2-0, men indkasserede en 2-2-udligning i overtiden, og selv om man i forlænget spilletid var i overtal i 25 minutter, scorede favoritterne ikke. 

Med tre brændte spark måtte Mainz se sig slået i straffesparkskonkurrencen.

Andreas Albers' Regensburg gik også videre efter straffesparkskonkurrence mod Wehen. Albers nettede på sit spark.

 


Af Jonas Dalgård
Mandag 8. marts