Luk

Brentford snublede mod formsvag bundprop

| Championship | 0 kommentarer

Brentford kunne ikke knække formsvage Stoke, og danskerklubben fik blot 0-0 på hjemmebane mod Championship-bundklubben.

Championship-sæsonen er startet forfærdeligt for Stoke, der før lørdagens udekamp mod Brentford blot stod med ét point efter syv kampe.

Det antal skulle de forsøge at forøge mod danskerklubben, der heller ikke havde fået en optimal start på sæsonen. Thomas Franks tropper stod før kampen med syv point i syv kampe.

Henrik Dalsgaard, Mathias Jensen og Christian Nørgaard startede alle på banen for hjemmeholdet, der i første halvleg satte sig på spillet, men havde svært ved at spille sig frem til de helt åbne målchancer.

Brentfords største chance i første halvleg tilfaldt Christian Nørgaard, der fik hovedet på et frispark fem minutter før pausen. Han sendte dog bolden over mål.

Brentford pressede efter pausen på mod gæsterne, der stillede sig tilbage og formåede at gøre det svært for hjemmeholdet at skabe chancer.

Danskerklubben var tættest på kort før tid, da Sergi Canos sendte en bold på tværs i feltet. Her missede den dog både venner og fjender og strøg igennem.

Det lykkedes ikke Brentford at finde sejrsmålet, og da dommeren fløjtede af, stod der fortsat 0-0 på måltavlen.

Stoke satte derfor sæsonens andet point på kontoen og rykkede over Huddersfield, der har en kamp i hånden. Brentford har otte point.

Andetsteds havde Swansea mulighed for at overtage førstepladsen i den næstbedste engelske række, hvis de besejrede Bristol City. Det formåede de dog ikke.

Den kamp sluttede også 0-0. Gæsternes Jake Bidwell fik rødt kort efter 90 minutter af den målløse kamp.

Sheffield Wednesday sikrede sig et sent point mod nedrykkerne Fulham. Tom Cairney havde bragt udeholdet i front efter 42 minutter, men tre minutter inde i overtiden reddede Ardhe Nuhiu 1-1 til værterne.


Af Jonas Sand

0 kommentarer

Der er foreløbigt ikke kommet nogle kommentarer til denne artikel.

Vær den første til at kommentere i vores forum.

Søndag 20. oktober