Brentford vandt for tredje kamp i træk, da det tirsdag blev 2-0 mod Rotherham. Danskerklubben er med sejren foreløbigt nummer fire i Championship.
Efter en række uafgjorte resultater i træk har Brentford på det seneste fundet melodien og gik ind til udekampen mod Rotherham med to sejre på stribe.
Bundholdet Rotherham var blot noteret for tre sejre i 14 forsøg, så der ventede Thomas Franks tropper en på papiret overkommelig opgave.
Den danske Brentford-træner havde en enkelt landsmand i startopstillingen i form af Mathias Jensen, mens Mads Bech Sørensen og Emiliano Marcondes var med på bænken.
Brentford var mest på bolden før pausen, men gæsterne udnyttede ikke overtaget i boldbesiddelsen til at komme på måltavlen.
12 minutter inde i anden halvleg kom forløsningen for Brentford, da Ivan Toney lagde bolden til rette for Marcus Forss, og så sparkede den 21-årige finne gæsterne på 1-0.
Stillingen holdt til otte minutter før tid, hvor Brentford slog sejren fast, da Ivan Toney omsatte et straffespark til slutresultatet 2-0.
Brentford hopper med sejren op på en foreløbig fjerdeplads i Championship.
9 kommentarer