Luk

Brighton-sakse gav sent point mod West Ham

| Premier League | 1 kommentar

Infoboks

Wolverhampton - Burnley 0-0
Premier League
West Ham - Brighton 1-1
Premier League
5' 1-0 Tomas Soucek
89' 1-1 Neal Maupay

I 89. minut sendte Neal Maupay bolden i nettet med et saksespark og sikrede Brighton 1-1 mod West Ham på udebane i Premier League. 

West Ham skulle bruge en sejr for at holde trit med topholdene og holde forfølgerne bag sig, så de kunne forsvare fjerdepladsen.

Det skulle de mod Brighton, der var onsdagens gæster i Premier League. Gæsterne kunne med en sejr spille sig på sjettepladsen, hvis ellers aftenens resterende resultater flaskede sig.

Brighton fik kampens første mulighed efter bare to minutters spil, da en tværpasning fandt Neal Maupay, der vendte rundt om sig selv og sendte en afslutning afsted, der strejfede stolpen og gik forbi mål.

Skarpere var Tomas Soucek tre minutter senere, da han steg til vejrs ved forreste stolpe og styrede et hjørnespark i nettet med hovedet. 1-0 til West Ham. 

Efter 28 minutters spil var West Ham yderst uheldige med ikke at fordoble deres føring.

En clearing faldt for Pablo Fornals, der flugtede bolden første gang mod kassen, men desværre for spanieren tog bolden undersiden af overliggeren og væk fra målet.

I de sidste fem minutter før pausen fik både Jakub Moder og Lewis Dunk gode chancer for at bringe Brighton helt tilbage i kampen, men begge misbrugte mulighederne, så West Ham førte 1-0 ved pausen.

Fire minutter inde i anden halvleg troede West Ham, at de havde bragt sig på 2-0 efter en dødboldssituation, hvor Michail Antonio lidt tilfældigt fik styret kuglen i nettet, men VAR underkendte scoringen for offside.

I det 68. minut var Brighton igen tæt på udligningen, da Leandro Trossard fandt Adam Lallana omkring straffesparkspletten, men den tidligere Liverpool-spiller styrede sin afslutning tæt over kassen.

Lallana måtte sidenhen udgå i det 86. minut, hvor Brighton havde brugt alle deres indskiftninger og derfor sluttede gæsterne med 10 mand.

Det forhindrede dog ikke Brighton i at sikre sig et enkelt point, og det var på fremragende vis, da et indlæg fandt Maupay, der kastede sig rundt og næsten saksesparkede bolden over i det fjerne hjørne. En eventyrlig scoring.

Dermed sluttede det hele 1-1 og med et point til hvert hold.

Samtidigt med denne kamp spillede Wolverhampton 0-0 på hjemmebane mod Burnley.


Af Andreas Roesen
Torsdag 27. januar
Onsdag 26. januar