Luk

Brøndby-kollaps: Nedlagt af to mål i overtiden

| Europa League | 141 kommentarer

Infoboks

Brøndby IF - Braga 2-4
Europa League Kvalifikation
15' 1-0 Dominik Kaiser
18' 1-1 Paulinho
20' 1-2 Andre Horta
50' 2-2 Dominik Kaiser
90' 2-3 Ricardo Horta
90' 2-4 Hjörtur Hermannsson

Brøndby tabte 2-4 til sidst og står derfor med et dårligt udgangspunkt, når der næste uge er returopgør mod Braga i Europa League-kvalifikationen.

Efter at have sendt polske Lechia Gdansk ud i mørket skulle Brøndby torsdag aften tage første skridt i forsøget på at gøre det samme mod Braga.

Portugiserne kom her på besøg i Europa League-kvalifikationen, som de trådte ind i i denne runde. De skulle forbi Superliga-mandskabet, hvis deres drøm om europæisk fodbold fortsætte skulle holdes i live.

Cheftræner Niels Frederiksen havde lavet flere ændringer til kampen i forhold til weekendens Superliga-skuffelse mod AC Horsens. Anton Skipper og Jens Martin Gammelby blev erstattet af Hjörtur Hermannsson og Kevin Mensah i forsvaret, mens Josip Radosevic og Kasper Fisker blev foretrukket frem for Tobias Børkeeiet og Lasse Vigen.

I angrebet røg Jesper Lindstrøm og Simon Tibbling på bænken og blev erstattet af Mikael Uhre og Simon Hedlund.

Det nye Brøndby-mandskab fik en fin start på kampen, der ikke var mange minutter gammel, før de første gang havde bolden i nettet. Kamil Wilczek kom alene igennem og chippede den over keeperen. Desværre for værterne var der offside, og målet fik ikke lov til at stå.

Det gjorde det dog efter et kvarters spil, da Dominik Kaiser viste glimrende sparketeknik. Bolden landede for fødderne af ham fra kanten af feltet, hvor han trykkede af og bragede bolden op i hjørnet til 1-0.

Drømmestarten varede dog ikke længe. Blot tre minutter senere sendte udeholdet et indlæg i feltet, som Paulinho fik hovedet på. Han styrede udligningen ind bag Marvin Schwäbe.

Bare to minutter senere blev det endnu værre for Brøndby, der koksede i opspillet. Josip Radosevic endte med at sende Andre Horta alene igennem, og han kunne let gøre det til 2-1.

Horta fik en lignende mulighed blot fem minutter senere, men denne gang kunne han ikke udnytte muligheden.

Efter de to scoringer kom portugiserne godt med i kampen, efter Brøndby ellers havde siddet på det meste frem til føringsmålet.

Mod slutningen af halvlegen fik det danske mandskab igen bedre kontrol over begivenhederne, men det resulterede ikke i mål. Tættest på var Simon Hedlund i overtiden, da han blev sendt i dybden. Han kunne dog ikke prikke bolden forbi keeperen.

Brøndby var bagud 1-2 ved pausen, men knap var anden halvleg gået i gang, før der var udlignet. Igen var Kaiser manden bag målet, da Anthony Jung tog bolden til sig og fandt landsmanden i feltet. Her kunne han let gøre det til 2-2.

Efter udligningen fik Brøndby fint styr på begivenhederne og var farlige et par gange. Det blev dog ikke til mål. Mikael Uhre havde en fin chance efter lidt mere end en times spil, da Jung lagde en bold tilbage i feltet. Angriberen sendte dog bolden forbi mål.

Et kvarter før tid var Kaiser tæt på at fuldende sit hattrick, da han tog bolden med op trykkede af et kort stykke inde i feltet. Keeperen var dog på plads og fik sendt bolden til hjørnespark.

Det samme var tilfældet små ti minutter senere, da Radosevic trykkede af udefra. Heller ikke han kunne overliste gæsternes målmand.

Selv om værterne havde siddet på det meste efter pausen, var det gæsterne, der i overtiden fik gjort det til 3-2.

Paulus Arajuuri fik ikke styr på en høj bold, og Ricardo Horta endte igen med at blive sendt alene igennem. Her svigtede han ikke.

Det sluttede dog ikke der for Brøndby. Kort før slutfløjt endte Hjörtur Hermannsson med at score selvmål, og Superliga-mandskabet tabte derfor kampen 2-4.

De to hold tørner sammen i Portugal om en uge, hvor det skal afgøres, hvilket klub der fortsat skal drømme om europæisk fodbold i denne sæson.


Af Jonas Sand
Mandag 10. august