Luk

Brøndby nedlagde FCK i de døende sekunder

| 3F Superliga | 128 kommentarer

Kamil Wilczek gjorde det onde ved Brøndby tidligt i kampen, men de blågule sled sig tilbage og vandt 2-1 på en scoring af Mikael Uhre dybt, dybt inde i overtiden.

I optakten til søndagens arvefjendeopgør mellem FC København og Brøndby var der et enormt fokus på en vis polsk angriber ved navn Kamil Wilczek.

Det er næppe gået manges næse forbi, at den tidligere Brøndby-profil i det igangværende transfervindue er skiftet til FCK, og søndag fik frontløberen sin hjemmebanedebut i Parken mod sine tidligere allierede fra Vestegnen.

Ståle Solbakken havde tre ændringer i startopstillingen i forhold til midtugens Europa League-avancement mod IFK Göteborg. Således startede Ragnar Sigurdsson, Karlo Bartolec og Pep Biel i stedet for Andreas Bjelland, Guillermo Varela og Jens Stage.

Hos Brøndby havde Niels Frederiksen skiftet to mand i forhold til den dramatiske premieresejr mod FC Nordsjælland, hvilket betød, at Kevin Mensah og Jesper Lindstrøm afløste Peter Bjur og Anis Ben Slimane i startopstillingen.

Wilczek gjorde det onde ved Brøndby

Selvom FCK havde spillet europæisk for under tre døgn siden, startede løverne bedst og fik lagt et fint tryk på de blågule gæster.

Brøndby havde svært ved at holde fast i bolden og få sat spillet, og efter 12 minutter tog hjemmeholdet føringen.

Rasmus Falk fandt Karlo Bartolec med en lang aflevering, og så sendte kroaten et præcist indlæg ind midt for mål, hvor Kamil Wilczek kom foran Hjörtur Hermannsson og stangede FCK på 1-0.

Wilczek kunne have øget til 2-0 bare to minutter senere, men polakken forsøgte uselvisk at spille bolden på tværs i feltet, hvorfor chancen løb ud i sandet for FCK.

Efter en god FCK-periode fik Brøndby stille og roligt fat i spillet, og særligt gæsternes hurtige kontrastød udfordrede FCK-defensiven.

Midtvejs i første halvleg løftede Jesper Lindstrøm bolden mod bageste stolpe, men Mikael Uhre manglede det sidste for at nå op til indlægget.

Minuttet senere var Lindstrøm på spil igen, da midtbanespilleren med en forrygende aflevering i dybden gav Mikael Uhre en friløber, men Karl-Johan Johnsson reddede flot for FCK.

Uhre skulle få endnu en god chance ét minut efter friløberen, men angriberen sparkede forbi den hoppende bold, så FCK slap med skrækken.

Lindstrøm kronede flot halvleg med mål

Brøndby var kommet godt ind i kampen, og efter 32 minutter gik den ikke længere for hjemmeholdet.

Mikael Uhre snittede en lang aflevering fra Kevin Mensah videre til Jesper Lindstrøm, der resolut bragede bolden i mål via den ene stolpe, og så var de blågule atter på omgangshøjde.

Lige efter 1-1-målet fik FCK et par gode chancer, hvor den klart største tilfaldt Kamil Wilczek.

På kanten af offside slap Wilczek igennem Brøndby-defensiven og fik en friløber mod Marvin Schwäbe, men den situation slap den tyske Brøndby-målmand bedst ud af og forhindrede med en god redning Wilczek i at blive dobbelt målscorer.

Wilczek havde efterfølgende en række hårde nærkampe med Sigurd Rosted, hvilket førte til, at polakken fik en advarsel i slutningen af halvlegen.

Det bølgede frem og tilbage i første halvlegs afslutning, hvor der var optræk til chancer i begge ender, men helt farligt blev det ikke, så det var 1-1 på måltavlen efter 45 underholdende og intense minutter.

Schwäbe holdt FCK fra fadet

Fra anden halvlegs start kom Kamil Wilczek hurtigt til to afslutningen, men Marvin Schwäbe reddede både angriberens forsøg med venstrepoten og pandebrasken.

Schwäbe hev en endnu bedre redning op af ærmet efter 50 minutter, da Pep Biel misbrugte en stor chance, efter spanieren blev spillet fri.

Brøndby lurede stadig på hurtige omstillinger, og sådan én fik de blågule efter 59 minutter, hvor Simon Hedlund slap igennem i højre side. Svenskeren fik dog ikke afviklet situationen optimalt, så FCK-defensiven fik afværget den store Brøndby-chance.

Intensiteten dalede en smule herefter, og ingen af de to hold formåede for alvor at lægge et tungt pres.

FCK skiftede offensivt ind, så løverne foruden Kamil Wilczek og Jonas Wind også havde Mikkel Kaufmann og Mohamed Daramy på banen, mens Brøndby stabiliserede midtbanen med indskiftningerne af Josip Radosevic og Anis Ben Slimane.

Brøndby fik endnu en god omstillingsmulighed med seks minutter igen, men igen løb det ud i sandet for gæsterne.

Til sidst i kampen fik begge hold en stor mulighed for at tage alle tre point, men Mikael Uhre sparkede i sidenettet for Brøndby, mens Mohamed Daramy måtte se sit forsøg pillet af Marvin Schwäbe.

Derfor lignede det, at det ville slutte uden vinder, men til allersidst dukkede Mikael Uhre op og fulgte op på et stolpeskud, og derfor vandt Brøndby en dramatisk 2-1-sejr.

Brøndby er dermed på en foreløbig førsteplads i 3F Superligaen med seks point, mens FCK fortsat er uden point efter to kampe.

Abonnement til F.C. Københavns hjemmekampe - Fast adgang fra 79 kr./md.* (*6 md. binding / min. 474 kr.)


Af Martin Schmidt
Lørdag 24. oktober
Fredag 23. oktober