Luk

Brøndby-profil: God skideballe i pausen hjalp

| 3F Superliga | 0 kommentarer

Infoboks

Brøndby IF - Lyngby 4-1
Superligaen Grundspil
2' 1-0 Jesper Lindstrøm
46' 2-0 Mikael Uhre
55' 3-0 Sigurd Rosted
79' 4-0 Jesper Lindstrøm
90' 4-1 Magnus Warming

Brøndby-spillerne fik en skideballe i pausen mod Lyngby, og det hjalp dem til at vinde kampen 4-1, fortæller Mikael Uhre.

Brøndby hentede en 4-1-sejr over Lyngby mandag aften og topper nu 3F Superligaen.

Det krævede dog en skideballe i pausen, før Brøndby kom op i gear, forklarer målscorer Mikael Uhre.

- Der var ikke rigtig noget, der fungerede i første halvleg, og vi hang slet ikke sammen som hold. Vi fik en god skideballe i pausen, og det hjalp. Vi viste et andet udtryk i anden halvleg, siger Mikael Uhre.

Talte Niels Frederiksen med store bogstaver?

- Ja, det vil jeg sige, og det var også fuldt fortjent. Vi hang slet ikke sammen, og det kørte overhovedet ikke, så det var på sin plads.

Målmand Marvin Schwäbe spillede også en stor rolle i sejren, og Uhre ærgrer sig over ikke at kunne give ham et clean sheet.

- Ham kan vi virkelig takke. Han havde virkelig nogle stærke redninger, og jeg har så ondt af ham, fordi vi igen lukkede et sent mål ind, så han ikke fik sit clean sheet. Det havde han sgu fortjent, siger Uhre.

Skal ikke tro, vi får vinger
Mikael Uhre mener, at mange spillere på holdet leverer i øjeblikket, og det er én af nøglerne til de blå-gules succes.

- Vi har nogle spillere, der præsterer godt lige pt, og det er super dejligt. Det er en fornøjelse at komme til træning og kamp, og jeg synes, at vi stempler ind som enhed.

- Vi står som et hold, og vi falder som et hold. Lige pt står vi, og det er super dejligt, siger Mikael Uhre.

Uhre opfordrer dog til, at man beholder benene på jorden, selvom Brøndby ligger nummer et.

- Vi skal bare koncentrere os om at holde snuden i sporet. Vi skal ikke tro, vi får vinger, fordi vi ligger nummer et nu.

- Det er der ingen grund til. Vi skal fortsætte med at kæmpe, og så må vi se, hvor langt det rækker, siger Uhre.

Brøndby møder AGF i næste runde.


Af Sara Margren og Andreas Roesen
Mandag 18. januar
Søndag 17. januar