Luk

Brønshøj henter Oliver Korch hos Hvidovre

| Danmark | 8 kommentarer
Brønshøj henter Oliver Korch hos Hvidovre
Foto: Rasmus Lykke, lokalupdate.dk

Oliver Korch har fundet sin nye klub efter en tur ud i kulden hos Hvidovre. Fra vinter skifter den 24-årige målmand til Brønshøj i 2. division. Det bekræfter spilleren til bold.dk.

Den 24-årige målmand Oliver Korch er ny mand i truppen hos 2. divisionsholdet Brønshøj, når Hvepsene møder ind efter nytår.

Det bekræfter målmanden til bold.dk onsdag aften.

Korch skifter fra en yderlig plads i Hvidovres 1. divisionstrup til Brønshøj, der har præsteret flotte resultater i 2. division gruppe 2, hvor Hvepsene overvintrer på andenpladsen.

Det tiltaler den 24-årige målmand, der håber på mange kampe for sin nye klub.

- Brønshøj har store ambitioner og ligger godt til i rækken, og jeg ser en realistisk mulighed for at få spilletid her, fortæller Oliver Korch til bold.dk.

Efter en periode med et minimum af spilletid tager Korch altså et skridt ned i divisionerne i jagten på minutter mellem stængerne.

- Jeg har nået en alder, hvor jeg skal spille, og jeg tror, jeg kan komme i god form efter jul og gøre en forskel for Brønshøj og få en masse kampe.

Gensyn med Vilfort
Hos Brønshøj har den 29-årige Kasper Vilfort vogtet målet hidtil i denne sæson, og de to har tidligere været holdkammerater Hvidovre.

- Jeg er klar over, at der er en anden keeper, der har gjort det virkelig godt. Jeg har sindssygt meget respekt for de andre målmænd i truppen, fortæller Korch.

Derfor har Korch også fået besked på, at han ikke kommer sovende til spilletid.

- Jeg har fået at vide, det er den bedste, der spiller, så det er op til mig at vise, jeg er den bedste.

- Det er klart, jeg skifter ikke bænken i Hvidovre ud med bænken i Brønshøj.

Oliver Korch ønsker ikke at oplyse længden på hans kontrakt med Brønshøj.

dalgaard@bold.dk


Af Jonas Dalgård

8 kommentarer

lukas23 21:51          
Scoop for Brønshøj. Han var klasse med HIF i 2. Division sidste sæson, da Mikkel Hasling sad ude i et par kampe.
Frakørsel 1 22:35          
Velkommen til Oliver!
- Jeg har fået at vide, det er den bedste, der spiller, så det er op til mig at vise, jeg er den bedste.

- Det er klart, jeg skifter ikke bænken i Hvidovre ud med bænken i Brønshøj.
butiksindehaver og nuværende målmand Kasper Vilfort har jo holdt lukket det meste af efteråret, så det undrer mig lidt det her. Han er bl.a. blevet meget bedre ved indgreb i feltet ved høje indlæg. Og mon ikke man foretrækker at spille med samme målmand så meget som muligt, det skal jo klikke med resten af forsvaret? Ikke lige på den position jeg havde prioriteret en ny spiller. Men spændende bliver det
IAmNotDrunk 01:46          
Ja, man undre sig. Nu har Brønshøj 4 målmænd i truppen og ingen af dem er alderskvalificeret til at spille oldboys.

Oliver Haslund, 21 år
Oliver Korch, 24 år
Mads Funch, 23 år
Kasper Vilfort, 29 år

... men okay, Brønshøj har tidligere omskolet en målmand til en angriber, så måske planen er at åbne foråret med Vilfort som target mand?

Selv om Oliver Korch sikkert ikke har kostet det store, hvis overhovedet noget, så ligner det her for mig en indikation på, at Carsten Salomonsson allerede har fået et vink med den så kendte vognstang og at Hvepsene er på vej mod at blive overtaget af en spekulant.

Brønshøj er og bliver min klub, men for mine 25 øre, så kan Carsten ryge og rejse, der er ingen grund til at smide klubben ind som indsats i et spil roulette.
hasabi 02:08          
Jeg tror mere at Brønshøj viser de mener det alvorligt med konkurrence på alle positioner.
Mads Funch = ikke godt nok
Oliver Haslund = er/ var langtidsskadet med skulderen
Kasper + Korch kæmper og konkurrerer med hinanden og gør hinanden bedre

Mon ikke at der bliver en stopper, en midtbanemand og en angreber snart offentliggjort?!

Som tidligere skrevet ønsker jeg personlig en Danni Kønig tilbage. En spiller på midtbanen a la Baes og en stopper som er en sikker skanse og anførertype.

Desuden ville det ikke være helt dumt at forsøge at hente Reinhold tilbage...

Jeg stoler på at de ved hvad de gør.
FC Peter 09:08          
IAmNotDrunk, jeg undrer mig også, og jeg vil høre dette fra Thomas Ibsen og klubben før jeg tror på det.

Det er ualmindelig dårlig stil og meget lidt Brønshøj-agtigt, at en spiller træder sådan frem.

Det er sgu da da klubben, der skal melde sådant noget ud, og så bagefter kan spilleren sige hvad han mener.

"Jeg er ikke kommet til Brønshøj for at sidde på bænken". Klap lige hesten, unge mand, er ikke sikker på, at du bliver lukket ind i Vilforts butik.
BBhveps 10:15          
Det er ualmindelig dårlig stil og meget lidt Brønshøj-agtigt, at en spiller træder sådan frem.
Jeg har hørt en lille fugl synge om, at det var Hvidovres sportschef Peter Lassen, der har været ude og fortælle, at Korch skifter til BB. Bold.dk har så kontaktet Korch, som har bekræftet historien.

Så fejlen ligger hos Peter Lassen og ikke Korch.
Hvepsebørge med rå løg 21:36          
Jeg mener, det er okay set. Jeg har hele efteråret gået og frygtet for, hvad der kunne ske, hvis Vilfort løb ind i en skade, for niveauet hos reserverne var ikke højt; måske kan nogen huske Herlev-kampen. Så med Korch ombord føler jeg, jeg kan sove roligere.
Fredag 23. august
Torsdag 22. august