Luk

Bruun Larsen og co. udklasserede Malta

| EM U21 | 7 kommentarer
Bruun Larsen og co. udklasserede Malta
Foto: Anders Kjærbye - dbufoto.dk

Det danske U21-landshold vandt tirsdag for femte gang i træk i EM-kvalifikationen, da Malta blev nedlagt med 5-1. Jacob Bruun Larsen blev dobbelt målscorer.

Albert Capellas har fået en fremragende start som Danmarks U21-landstræner, og tirsdag jagtede han femte sejr på stribe i kvalifikationen til U21-EM.

Capellas nåede dårligt nok at sætte sig til rette, før han kunne rejse sig og glæde sig over en dansk lynscoring.

Efter knap 35 sekunder ramte en maltesisk clearing nemlig Jacob Bruun Larsen, og derfor hoppede bolden stille og roligt ind over stregen, 1-0 til Danmark.

Drømmestarten var en realitet, og den blev endnu bedre få minutter senere.

Her var anfører Victor Nelsson nemlig hurtigst over en løs bold efter et dansk hjørnespark, og så sparkede han Danmark på 2-0.

Danskerne havde et solidt greb om taktstokken, og inden stadionuret havde rundet det første kvarter, blev det også 3-0 på lystavlen. Jens Odgaard fandt plads mellem to maltesiske forsvarsspillere, og så sendte han sikkert bolden i kassen.

4-0 skulle dog også blive, da Jacob Bruun Larsen med fem minutter til halvleg var sikkerheden selv fra ellevemeterpletten.

Første halvlegs klart flotteste scoring stod Malta dog for.

I det 44. minut bragede Nicholas Pulis nemlig bolden helt op i krogen bag en chanceløs Oliver Christensen i det danske mål, og derfor stod der 4-1 ved pausetid.

Intensiteten dalede efter pausen

Kampen var så godt som afgjort efter første halvleg, og det kunne mærkes en smule på intensiteten efter pausen.

De helt store chancer udeblev i anden halvlegs åbning, men midtvejs i halvlegen lykkedes det Andreas Skov Olsen at udbygge til 5-1, da han afsluttede en fremragende dansk opspil.

Jens Odgaard fik chancen for at blive dobbelt målscorer med godt ti minutter igen, men angriberen fik ikke udnyttet det særdeles tvivlsomme målmandsspil fra Maltas målmand.

Danmark sad bundsolidt på spillet i resten af kampen, men yderligere scoringer blev det ikke til fra de rød-hvide drenge.

Det endte dog med en knusende sikker 5-1-sejr, og dermed topper Danmark fortsat EM-kvalifikationsgruppen med maksimumpoint.


Af Martin Schmidt
Torsdag 23. januar
Onsdag 22. januar