Luk

Busuladzic: Blev lovet bonus for at slå Steaua

| Liga I | 3 kommentarer

Infoboks

OB - AaB
Superligaen Grundspil (04/12)
Bet25 2,70 3,50 2,55
Oddset 2,80 3,45 2,50
bet365 2,75 3,40 2,45

Azer Busuladzic er faldet rigtig godt til i sin nye tilværelse i rumænsk fodbold, hvor især presset, træningsmængden og oplevelsen omkring lokalderbyerne mod Steaua Bukarest har overrasket ham.

Azer Busuladzic brugte sommeren på at skifte OB ud med den rumænske storklub Dinamo Bukarest. Og det skifte er gået – mildest talt – godt for den 24-årige midtbanespiller. Han har således spillet samtlige kampe, siden han skiftede til den rumænske klub, og han er da også selv meget tilfreds med tilværelsen.

- Det har været perfekt indtil videre. Man håber selvfølgelig altid på, at det går godt, når man skifter klub. Men det er gået over al forventning. Det er et nyt land og en ny liga, så jeg havde troet, at det ville tage lidt længere tid, men det har det heldigvis ikke. Siden dag ét har jeg været med helt inde omkring holdet, siger Azer Busuladzic til bold.dk.

- Det har hjulpet, at her er to spillere, som taler det samme sprog, som jeg også kan tale, og det har gjort det nemmere på flere parametre. De har hjulpet mig med at forstå kulturen i klubben og måden, vi spiller på, siger Azer Busuladzic, som har bosniske rødder.

Flere overraskelser
Der er dog et par ting, der har overrasket den tidligere OB-spiller en lille smule.

- Vi træner utrolig, utrolig meget her i forhold til OB. Jeg har ikke haft en fridag i flere uger. Det skyldes blandt andet, at vi samles to dage før kampdag og bor isoleret – lige meget om det er på hjemmebane eller udebane. Når det er på hjemmebane bor vi bare på træningsanlægget. Så der er ikke tid til så meget andet end fodbold, og det skulle jeg selvfølgelig lige vænne mig til.

- Men det er gået rigtig fint. Alle har taget så godt imod mig, og klubben sørgede for, at jeg lynhurtigt havde både lejlighed og bil, hvilket var rigtig dejligt, siger han.

- Jeg har været utrolig glad for at have taget den her beslutning. Jeg følte, at jeg blev nødt til at prøve noget nyt i stedet for bare at være i det samme hjemme i Danmark, så det var på det rigtige tidspunkt at tage af sted. Det er gået supergodt, og de er utrolig glade for mig, så der er ingen problemer overhovedet, siger en tydeligt tilfreds Busuladzic.

En stor klub
Og det er ikke nogen lille klub, Busuladzic er kommet til. Siden 1955 er det blevet til hele 18 rumænske mesterskaber – men det er efterhånden ved at være længe siden sidst. Sidste mesterskab kom i 2007 – men det har ikke ændret på, at der er stor opbakning til klubben, siger Azer Busuladzic. 

- Klubben er kæmpestor og har masser af fans. Så der er virkelig meget pres på. Vi spillede en kamp 1-1, og der var tilskuerne meget utilfredse, og det er man selvfølgelig ikke helt vant til. Men sådan er det. Det er en stor klub i en kæmpe by, så der er pres på fra tilskuerne, som forventer at man vinder hver gang – og så er der i øvrigt også et tungt pres fra præsidenten, siger Busuladzic.

- Det er presset og opmærksomheden, der har overrasket mig mest. Folk henvender sig på gaden, hvis jeg er ude og få en kop kaffe. Det er heldigvis gået godt, så jeg har kun fået positive tilkendegivelser fra folk, og det er selvfølgelig rart, siger dansk-bosnieren.

Lovet bonus for at slå lokalrivalerne
Men sådan er det ikke nødvendigvis altid. Bukarest rummer to helt store klubber – Steaua Bukarest og Dinamo Bukarest. Og rivaliseringen er benhård, og fansene er ikke ligefrem på julekort. Busuladzic har allerede spillet et enkelt Bukarest-derby.

- Det var fantastisk. Det er første gang, jeg har spillet sådan et rigtigt derby. Der var 30-35.000 tilskuere, og det var en kæmpe oplevelse. Medierne bagte op til kampen i over en uge, og præsidenten lovede os ekstra bonus, hvis vi vandt kampen mod Steaua, siger Busuladzic, som dog måtte nøjes med 1-1 mod lokalrivalerne.

- Folk går virkelig meget op i de opgør – og hadet mellem klubberne er virkelig ekstremt. Mere ekstremt, end jeg havde forestillet mig. Og det er selvfølgelig lidt med til at sætte en op til kampene, siger han.

Et springbræt til fremtiden
Azer Busuladzic er på kontrakt i den rumænske klub frem til sommeren 2018, og han håber på, at opholdet i hos Dinamo kan være et springbræt til noget større.

- Men lige nu er det bare vigtig for mig at spille en god sæson. Jeg er startet godt og har spillet stabilt i alle kampe. Så det skal jeg fortsætte med. Det var noget af det, jeg manglede, da jeg var i OB, hvor mit niveau røg lidt op og ned. Men her har jeg holdt et stabilt niveau, og det er vigtigt for mig, siger han.

Azer Busuladzic fortæller desuden, at han bliver behandlet virkelig godt i klubben, og at han ikke har andet end gode ord at sige om klubben.

Dansk-bosnieren har fået sin fodboldopdragelse i Kolding, hvor han også er født. Herfra skiftede han til Vejle Boldklub, hvor han fik seniordebut, og i 2014 gik turen til OB, hvor han nåede at spille 62 kampe.

Dinamo Bukaret indtager i skrivende stund en femteplads i den rumænske liga efter et par sløje resultater på det seneste. Busuladzic og holdkammeraterne skal forsøge at komme tilbage på sporet lørdag, hvor man møder Botosani.

nicolai@bold.dk

OB's sæsonkortsalg er i fuld gang. Du sikrer dig dit kort her.


Af Nicolai Skovsgaard Tøfting

3 kommentarer

ThorsTips 09:37          
Fint og interessant indlæg.
Flere af dem tak.
genialtdetder 12:45          
- Vi træner utrolig, utrolig meget her i forhold til OB. Jeg har ikke haft en fridag i flere uger. Det skyldes blandt andet, at vi samles to dage før kampdag og bor isoleret – lige meget om det er på hjemmebane eller udebane.

Det er så endnu et eksempel på en spiller der kommer til udlandet, hvorefter han kan fortælle hvor meget hårdere de træner der end herhjemme. Hvorfor er det lige vi gang på gang skal høre den slags, vi har sgu da professionel fodbold her i Danmark, spillerne er enormt godt lønnet i forhold til så mange andre jobs, kan vi så ikke godt forlange de træner mindst lige så meget som i andre lande. Jeg forstår det bare ikke, er det vores trænere der vil hjem til kone og børn, og derfor giver spillerne fri i tide og utide ? Eller hvad er det lige der foregår ?
driflin 14:15          
- Vi træner utrolig, utrolig meget her i forhold til OB. Jeg har ikke haft en fridag i flere uger. Det skyldes blandt andet, at vi samles to dage før kampdag og bor isoleret – lige meget om det er på hjemmebane eller udebane.

Det er så endnu et eksempel på en spiller der kommer til udlandet, hvorefter han kan fortælle hvor meget hårdere de træner der end herhjemme. Hvorfor er det lige vi gang på gang skal høre den slags, vi har sgu da professionel fodbold her i Danmark, spillerne er enormt godt lønnet i forhold til så mange andre jobs, kan vi så ikke godt forlange de træner mindst lige så meget som i andre lande. Jeg forstår det bare ikke, er det vores trænere der vil hjem til kone og børn, og derfor giver spillerne fri i tide og utide ? Eller hvad er det lige der foregår ?
Det er meget forskelligt fra land til land, hvor meget de træner. Der er også spillere der beretter om det modsatte - eksempelvis husker jeg at Mikkel Bischoff har fortalt, at da han vendte hjem til Danmark fra England, blev han overrasket over hvor hårdt der blev trænet i Danmark, hvor træning i England mest havde været restitution mellem kampene.
Mandag 30. november
Søndag 29. november