Luk

Busuladzic før cup-finale: Der bliver knald på

| Liga Cup | 4 kommentarer

Infoboks

FC Arges Pitesti - Dinamo Bukarest
Liga I (04/12)
Oddset 2,85 3,05 2,40
bet365 2,90 2,90 2,45

Den tidligere OB'er Azer Busuladsic kan lørdag være med til at vinde den rumænske cup-turnering Cupa Ligii med Dinamo Bukarest - og han glæder sig. 

I sidste weekend blev det rumænske mesterskab afgjort - og dansk-bosniske Azer Busuladzic snuppede en fornem tredjeplads i den rumænske liga med Dinamo Bukarest.

Dermed fik den tidligere OB'er metal om halsen - og det kan han også få lørdag aften. Og det bliver under alle omstændigheder et mere fornemt stykke metal, der kommer om halsen.

Dinamo Bukarest er nemlig i finalen i cup-turneringen Cupa Ligii, som er den ene af de to pokalturneringer i landet. Dinamo Bukarest skal op imod Poli Timisoara, og Azer Busuladzic er mere end klar til opgøret, som spilles på National Arena i Bukarest.

- Det er virkelig fedt. Det er den første finale, jeg skal spille som professionel fodboldspiller, så jeg glæder mig helt vildt, siger Azer Busuladzic til bold.dk.

- Vi er favoritter til at vinde, så forhåbentlig kommer der mange tilskuere. Jeg tror, at de har solgt over 20.000 billetter, så der skal nok blive knald på, som der altid er til finaler. Det bliver rigtig fedt, siger Busuladzic.

Lørdagens modstander er oprykker til den rumænske liga, og derfor betragtes Busuladzic og holdkammeraterne altså som favoritter.

- De har klaret sig utrolig godt i cuppen, men i ligaen ligger de i bunden og spiller slutspil om at blive oppe. Det er et okay hold, vi skal møde, men vi har en masse vanvittige tilskuere i ryggen. Det er dog en finale, og man ved, at finaler aldrig rigtig har favoritter, siger Busuladzic.

Den 25-årige midtbanespiller kan med en sejr være med til at hente det første trofæ til Dinamo Bukarest i fem år.

- Det betyder meget for klubben, og man kan tydeligt mærke på de rumænske spillere, som har været her i flere år, at det virkelig er noget, der betyder noget - selvom det ikke er det største trofæ i Rumænien, siger Busuladzic.

Dansk-bosnieren regner med, at han kommer til at få en stor rolle i opgøret.

- Jeg har spillet meget hele sæsonen, så jeg forventer selvfølgelig at spille - men vi må se, hvad der sker. Jeg tror på det, siger han.

Opgøret mellem de to mandskaber sparkes i gang klokken 19.00 dansk tid.

nicolai@bold.dk


Af Nicolai Skovsgaard Tøfting
Fredag 4. december
Torsdag 3. december