Luk

Busuladzic i cup-triumf: Noget af det største

| Liga Cup | 1 kommentar

Infoboks

Dinamo Bukarest - ACS Poli Timisoara 2-0
League Cup
6' 1-0 Adam Nemec
26' 2-0 Adam Nemec

Azer Busuladzic oplevede lørdag noget af det største i sin fodboldkarriere, da han med Dinamo Bukarest vandt pokalturneringen Cupa Ligii i Rumænien.

Azer Busuladzic og Dinamo Bukarest triumferede lørdag aften i den ene af Rumæniens to pokalturneringer, Cupa Ligii. Dermed tog klubben den første titel i fem år.

På National Arena i Bukarest blev Poli Timisoara således nedlagt med 2-0.

25-årige Busuladzic blev skiftet ind efter 73 minutter og var dermed med til at køre sejren i hus - og den tidligere OB’er var lykkelig efter opgøret.

- Det var rigtig fedt at vinde - især når det var mit første trofæ, siger Azer Busuladzic til bold.dk.

- Bare det der med at stå og vente på, at man skal op og løfte pokalen - det er noget, man som fodboldspiller altid drømmer om.

- Det var vildt fedt at skrive historie i klubben - specielt efter så mange år uden et trofæ. Flere fans stormede banen efter kampen, og det viser også meget godt, hvor meget det betyder for dem. 

- Vi spiller alle for at vinde noget, og det her var noget af det største i min karriere indtil videre. Men jeg er sikker på, at vi kan vinde endnu flere trofæer med det hold, vi har, siger Busuladzic.

Busuladzic, som fik sin fodboldopvækst i Kolding FC og Vejle Boldklub, fejrede titlen i stor stil.

- Vi fejrede det med en stor middag med en masse mennesker, som er i og omkring klubben. Alle var helt vildt glade, fordi det var det første trofæ i fem år. Og så røg vi spillere selvfølgelig videre og fejrede det endnu mere bagefter - og vi havde en virkelig fed aften.

- Nu er det tid til at holde lidt sommerferie og komme hjem til Danmark og besøge min famile og mine venner, siger Busuladzic.

Dinamo Bukarest har med lørdagens triumf haft en rigtig flot sæson, hvor det i ligaen blev til bronzemedaljer, mens man i den anden pokalturnering måtte se sig slået ud i kvartfinalen.

Azer Busuladzic har kontrakt med Dinamo Bukarest frem til sommeren 2018.

nicolai@bold.dk


Af Nicolai Skovsgaard Tøfting

1 kommentar

gunnerboydk 12:44          
Stærkt, tillykke :)
Onsdag 2. december