Luk

Calhanoglu fik en drømmedebut for Inter

| Serie A | 8 kommentarer

Hakan Calhanoglu noterede sig for en assist og en scoring i sin debut for Inter, der startede, hvor de sluttede i sidste sæson og vandt med 4-0 over Genoa, hvor Edin Dzeko også kom på tavlen.

Der er blevet skiftet en del ud i Inter-truppen op til denne sæson efter mesterskabet sidste år.

Blandt andet er Hakan Calhanoglu og Edin Dzeko kommet til fra AC Milan og AS Roma, og de var begge med fra start i lørdagens premiere mod Genoa i Serie A.

Her fik Calhanoglu hurtigt en hovedrolle, og tyrkeren havde i den grad taget storformen med fra sidste sæson.

På et hjørnesparket sparkede han bolden ind låget på Milan Skriniar, der bragte mestrene i front med 1-0.

Kort efter stod Calhanoglu selv for en scoring. Tyrkeren fik plads på midten af banen, og fra distancen bragede han bolden over i det lange hjørne til 2-0.

Inter havde flere gode chancer i første halvleg, hvor Genoa også kom frem til et par chancer.

Efter pausen fik Calhanoglu annulleret et fremragende mål efter et VAR-tjek, inden han blev klappet af banen.

Med et kvarter tilbage kom Arturo Vidal på tavlen tæt under mål til 3-0 efter en flot hælaflevering af Nicolo Barella. 

Med ti minutter igen fik Denzel Dumfries sin debut for Inter, som i den forgangne uge købte hollænderen i PSV som erstatning for Achraf Hakimi.

Få minutter før tid endte Dzeko også med at få en perfekt debut, da han stangede et indlæg i kassen til 4-0.

Dermed løb Inter med en stensikker premieresejr, som slår fast, at man igen skal regne med holdet i toppen af Serie A.

Andetsteds vandt Sassuolo også deres premiere efter en intens kamp mod Verona, som endte med 3-2.


Af Theis Fischer Brandt
Torsdag 2. december