Luk

Capellas hylder sine U21-drenge for vigtig sejr

| EM U21 | 3 kommentarer
Capellas hylder sine U21-drenge for vigtig sejr
Foto: Per Kjærbye / fodboldbilleder.dk

U21-landstræner Albert Capellas var meget imponeret af sine spilleres præstation i 2-1-sejren over et stærkt rumænsk mandskab.

Spanske Albert Capellas fik en lovende start på sin karriere som U21-landstræner, da landsholdet vandt EM-kvalifikationskampen med 2-1 over Rumænien.

Der var godt med chancer og underholdning i kampen, hvor Danmarks målmand Oliver Christensen i overtiden først begik og dernæst reddede et straffespark.

Albert Capellas roser sit mandskab efter den vigtige sejr.

- Det var en rigtig god kamp, og det er sejre som disse, som vi trænere virkelig er glade for, også selv om jeg måtte lide undervejs, sagde en lettet Capellas til bold.dk efter kampen.

- Det var to virkelig gode hold, og jeg er meget stolt af mine spillere, som har gjort det fantastisk hele ugen og leverede igen i denne kamp.

- De gav alt i ugens løb og fortsatte mod Rumænien. Vi skabte ikke mange chancer i vores træningskamp for nyligt mod Ungarn, men i denne gjorde vi - endda mod et bedre hold, som var meget dygtige på bolden og også farlige i offensiven.

Albert Capellas spår, at Danmark og Rumænien kommer til at kæmpe om topplaceringerne i EM-kvalifikationens gruppe 8.

- Det er fantastisk at få denne start, for det var vigtig med en sejr på hjemmebane mod et af gruppens stærkeste hold.

- Rumænien har nogle virkelig dygtige spillere, og flere af dem var også med til U21-EM denne sommer, men vi havde godt styr på dem og skabte mange chancer.

- Det gør kun sejren vigtigere, at det var mod så stærk en modstander. Det er en af vores direkte rivaler, men vi fik vist, hvor stærke vi er, og andre hold vil se på os som et hold, som kan komme videre til EM, siger Capellas til bold.dk.

Danmarks næste modstander i EM-kvalen er mod Nordirland og Finland i oktober.


Af Mikkel Nøhr
Fredag 20. september