Luk

Carit Falch snupper tomt trænersæde i Lyngby

| 3F Superliga | 4 kommentarer
Carit Falch snupper tomt trænersæde i Lyngby
Foto: Lietuvos futbolo federacija

Infoboks

Den erfarne ungdomstræner Carit Falch overtager det ledige U19-trænersæde i Lyngby pr. 1. juli. 

Lyngby har fredag fundet afløseren for U19-træner Christian Sørensen, der til sommer rykker til Brøndby.

Valget er faldet på 43-årige Carit Falch, som senest har været hos FC Nordsjælland som analytiker, og han starter altså 1. juli.

Det oplyser Lyngby på sin hjemmeside, hvor sportschef Birger Jørgensen glæder sig over tilgangen.

- Carit har været meget igennem sin trænerkarriere, og han har en stor erfaring som både træner og person. Han kommer til klubben med den højeste træneruddannelse, der findes, og det er en stor kapacitet, vi får tilføjet klubben., siger Birger Jørgensen til Lyngbys hjemmeside og fortsætter:

- Han kan både talentudvikle, men han har også trænet det færdige produkt, hvilket er vigtigt. Det er en essentiel del af vores strategi, at vores spillere kan tage skridtet til førsteholdet eller videre til andre klubber, og vi skal have flere af vores egne igennem.

- Han kan med sin store erfaring vejlede vores spillere i både stort og småt, og vi glæder os til at komme i gang med samarbejdet.

Carit Falch er selv spændt på udfordringen på U19-holdet, der dog ikke var en umiddelbar tjans for træneren.

- Jeg er meget glad for nu at kunne starte i Lyngby Boldklub. Jeg har senest haft fokus på seniortrænerjob, men var straks positiv, da Lyngby henvendte sig med U19-liga jobbet. 

- U19-niveauet i Danmark og i Europa er blevet meget professionelt og matcher selv de bedste seniorhold, og Lyngbys U19-hold har nogle af Danmarks bedste og mest talentfulde spillere, som jeg glæder mig til at arbejde med og prøve at hjælpe med min erfaring.

Falch har tidligere været landstræner for Lituaens U21-landshold og i 2018 til 2019 var han cheftræner for cypriotiske EN Paralimniou.

Før det har han været U19-træner i FCN og Helsingør - desuden har han været cheftræner for Brønshøj.


Af Jonas Dalgård

4 kommentarer

FC Nordsjælland 13:55          
Det er lidt af en kapacitet som Lyngby har nappet fra FCN. Udover hvad artiklen oplyser har han også tidligere været talentchef i Helsingør og Køge. I FCN var han analytiker for superligaholdet, assistenttræner og derudover ansvarlig for U13-U14.

Det blev stort slået op op at han vendte "hjem" til FCN sidste sommer. Han kaldte FCN for sine "hjerteklub" og udtrykte selv at han var kommet "hjem". Et el. andet må være sket undervejs - umiddelbart ligger der vel også en pæn lønnedgang at gå fra analytiker på et superligahold til U-19 træner i en klub med et lavere lønbudget.

Men tillykke til Lyngby med ham. Lidt irriterende når kapaciteterne går den modsatte vej end normalt.
UMURUM 14:21          
^Ja endelig ryger der noget kvalitet den anden vej :-)...ej vi er nu egentlig glade for nogle af de spillere, der er røget fra farum til Lyngby igennem årene (selvom der godt nok også har været nogle fusere undervejs), men desværre er dem, der er røget den anden vej typisk været af en noget højere kaliber. Det ændrer sig forhåbentlig med tiden. Lige nu er farum dog stadig foran på de fleste parametre, og det er andre ting Lyngby skal klare sig igennem på. Traditioner, sammenhold, god og tryg talentudvikling (hvilket selvfølgelig også findes i rigt mål i farum), og passionerede fans på lægterne.
StevenSegal 16:15          
@FC Nordsjælland

For en sjælden gangs skyld kan jeg hjælpe dig lidt her. Carit Falch har ikke været i FCN siden nytår.
FC Nordsjælland 16:51          
@ Steven Segal

Tak for info - ved du noget om årsagen til at han stoppede. Det var kørt op som det helt store scoop at han kom "hjem til FCN".
Torsdag 28. maj