FC Nordsjælland styrker staben med ansættelsen af Carit Falch.
Falch har tidligere været ungdomstræner på FC Nordsjællands akademi, og efter nogle år i udlandet vender han nu tilbage til klubben. Det skriver FC Nordsjælland på sin hjemmeside.
42-årige Falch skal være analytiker og assistenttræner for Superliga-holdet, lige som han skal være udviklingstræner på akademiet.
- Vi er glade for at have Carit tilbage. Han er en medarbejder med et stort FCN-hjerte og har stor international og national erfaring med sig hjem i bagagen, siger sportschef for FCN's akademi, Jan Laursen.
Carit Falch har senest været cheftræner i cypriotiske Enosis Neon Paralimiou, og før det var han U21-landstræner i Litauen.
Ansættelsen af Falch betyder desuden, at den nuværende analytiker, Frank Hjortebjerg, i stedet bliver assistenttræner på Superliga-holdet.



FC Nordsjælland
3F Superliga


































