Luk

Cavani udvist da flyvende Brasilien vandt igen

| VM | 0 kommentarer

Brasilien vandt i nattens løb 2-0 over Uruguay og er dermed på maksimumpoint efter fire sejre i fire kampe i den sydamerikanske VM-kvalifikation. Argentina slog Peru med 2-0.

I nattens løb dansk tid var der gang i den sydamerikanske VM-kvalifikation, hvor Uruguay blandt andet tog imod førstepladsen Brasilien.

Uruguay måtte til kampen undvære Luis Suarez, der er ude med corona, og det gav altså dårligere odds til en i forvejen svær opgave mod Brasilien, som inden kampen havde vundet tre af tre kampe.

I første halvleg gjorde Brasilien det også hurtigt klart, at Tites mandskab ikke havde i sinde at stoppe.

Efter 33 minutter dukkede Juventus-brasseren Arthur nemlig op på kanten af feltet, hvor han fik lagt bolden til rette. Han trykkede af og via en afretning sendte han bolden i kassen til 1-0.

Kort inden pausen blev det også 2-0 for Brasilien, da Renan Lodi sendte et indlæg ind i boksen. Det kom Everton-offensivspiller Richarlison på, og han fik dirigeret bolden i kassen til 2-0 mod Uruguay.

Efter pausen blev det ikke nemmere for Uruguay, der havde problemer med at skabe større muligheder mod Brasilien, og da værterne blev reduceret til ti mand ved en Edinson Cavani-udvisning virkede håbet slukket, og kort efter fik Uruguay også annulleret en scoring.

Dermed endte kampen altså 2-0 til Brasilien, som nu er alene i toppen af den sydamerikanske VM-kvalifikation med to point ned til Argentina, som vandt 2-0 over Peru på mål af Stuttgarts Nicolas Gonzalez og Inter-angriber Lautaro Martinez. Uruguay er nummer fem med seks point.

Paraguay på fjerdepladsen er fortsat ubesejret, da holdet uden Brøndby-backen Blas Riveros tog sin tredje remis med 2-2 mod Bolivia.


Af Jonas Dalgård
Mandag 18. oktober