Luk

Celtic knockoutet i Leverkusens slutspurt

| Europa League | 0 kommentarer

Med et sent comeback knækkede Bayer Leverkusen Celtic med 3-2, hvilket sendte både dem selv og Betis videre i Europa League.

Bayer Leverkusen kunne spille sig videre fra Europa Leagues gruppe G, hvis de hjemme på BayArena kunne få skovlen under Celtic.

Tyskerne kunne ikke have ønsket sig en meget bedre begyndelse, for allerede efter et kvarter sendte de bolden forbi Joe Hart i det skotske bur.

Florian Wirtz’ hjørnespark lå perfekt midt i boksen, hvor Robert Andrich viftede en modstander og pandede bolden i netmaskerne til 1-0.

Leverkusen havde styr på sagerne i det meste af første halvleg, men mod slutningen mistimede Lukas Hrdecky et indgreb og knaldede Kyogo Furushani i jorden, hvilket udløste straffespark til Celtic.

Josip Juranovic valgte Panenka-varianten fra pletten, og så var skotterne tilbage på omgangshøjde lige inden pausen.

Leverkusen kunne dog snildt have genetableret føring inden midtvejspunktet. Både Moussa Diaby og Wirtz nåede at teste træværket inden første halvleg var forbi.

Da heldet ikke var med Leverkusen, udnyttede Celtic anledningen til at vende det hele på hovedet i begyndelsen af anden halvleg.

Efter et velgennemspillet angreb og en anelse held, da en Leverkusen-forsvarer gled, endte bolden hos en fri Jota i venstresiden af boksen. Han hamrede resolut bolden i netmaskerne til 2-1.

Så var tyskerne på hælene, og de skulle bruge tid på at komme sig over den kolde dukkert.

Efterhånden som minutterne blev høvlet af klokken, kom Leverkusen for alvor tilbage. Og med otte minutter igen faldt udligningen for hjemmeholdet.

Bolden blev lagt bagud til målscorer Andrich, som denne gang klappede til med venstreskøjten og sendte bolden ind bag Hart til 2-2. Et point som kunne vise sig yderst vigtigt for Leverkusen.

Men Bundesliga-mandskabet ville have alle tre point, og det fik de med målet til 3-2 kort før tid. Diaby flugtede læderet ind bag Hart efter at være blevet sat op af en følt aflevering af Wirtz, og så kunne jublebn for alvor bryde løs på BayArena.

Bayer Leverkusen er videre i Europa League, og det samme er Real Betis, som gjorde kort proces i hjemmekampen mod ungarske Ferencvaros.

Cristian Tello bragte hurtigt Betis på 1-0, inden Sergio Canales med det andet mål i begyndelsen af anden halvleg lukkede og slukkede til 2-0.

Der er ikke mere at spille for i puljen, hvor Leverkusen er sikker på at blive etter, Betis toer og Celtic treer, hvilket sender dem i Conference League til februar.

 


Af Casper Baunsgaard
Tirsdag 7. december