Leeds bragte sig foran efter bare fire minutters spil, men Chelsea vendte det hele på hovedet og vandt 3-1. London-klubben fører nu Premier League.
Chelsea kunne spille sig på førstepladsen i Premier League, hvis det blev til en sejr mod Leeds lørdag aften.
Gæsterne kunne omvendt spille sig på en delt syvendeplads med en sejr i den meget tætte Premier League, hvor Leeds indtog 12. pladsen før aftenens kamp.
De gæstende oprykker kom helt perfekt fra start, da Kalvin Phillips sendte en veltempereret aflevering i dybden, som Patrick Bamford prikkede for næsen af Edouard Mendy, så han kunne sparke Leeds foran med 1-0 efter blot fire minutters spil.
Seks minutter senere burde Timo Werner have udlignet for Chelsea.
Et hjørnespark fandt Olivier Giroud ved forreste stolpe, som han dirigerede videre mod den bageste stolpe.
Her var bolden muligvis på vej i mål, men i hvert fald stak Werner foden frem og tæmmede bolden, inden han fra 30 centimeters afstand sparkede bolden på overliggeren.
Efter knap en halv times spil stod der dog ingen holdkammerater i vejen, da Olivier Giroud smed sig frem til et fladt indlæg ved forreste stolpe fra Reece James. Her fik franskmanden tåspidsen på og sparkede udligningen i nettet.
Dermed kunne de to hold gå til pause med en scoring hver.
Et kvarter inde i anden halvleg sendte Mason Mount et forrygende hjørnespark til bageste område, hvor Kurt Zouma steg højeste til vejrs og stangede 2-1-føringen i nettet.
Ti minutter senere kunne Olivier Giroud have fordoblet føringen og sin måltotal for kampen, da han opsnappede en mulighed i feltet, som han dog sparkede forbi den venstre stolpe.
Et lille kvarter før tid var Timo Werner farlig, da han modtog bolden i feltet og afsluttede mod mål. Bolden blev dog ikke placeret yderligt nok, så Illan Meslier kunne redde i Leeds-målet.
I stedet måtte tyskeren nøjes med at komme i oplæggerens rolle, da han i dommerens tillægstid sendte et fladt indlæg ind til Christian Pulisic, der styrede 3-1-scoringen i nettet, hvilket også blev kampens slutresultat.
21 kommentarer
Kante viste igen hvor dygtig en 6´er han er ... vildt og med afstand banens bedste
Rigtig dejligt at se holdet overmatcher Leeds på deres arbejdsevne - Der har det før set helt anderledes ud mod den slags modstandere!
Kanté er et bæst - Og så begynder offensiven, at se farligere og farligere ud!
Og så synes Kante havde en god anden halvleg. Hans først var virkeligt ikke imponerende. Her missede han en hel del afleveringer, og virkede generelt dårligt placeret. Han kom hele tiden lidt sent og fik ikke rigtig fanget Leeds-spillerne, når de var med bolden. Så kan virkeligt ikke se, hvordan i mener han er kampens spiller.
Havertz skal godt nok også til at tænke hurtigere. Han bliver hele tiden fanget. Og så må Timo vidst skylde mindst et mål tak :-)