Luk

Chelsea sled sig til et point på Old Trafford

| Premier League | 44 kommentarer

Infoboks

Manchester United - Chelsea 0-0
Premier League

Manchester United pressede på til sidst, men måtte nøjes med 0-0, da Chelsea lørdag var på besøg på Old Trafford i Premier League.

Både Manchester United og Chelsea havde brug for en sejr for at hægte sig på toppen i Premier League, da de to storhold tørnede sammen lørdag aften.

Manchester United lå før kampen nummer femten i Premier League dog med en kamp mindre end de øvrige hold i rækken, mens Chelsea lå nummer ti.

Første halvleg var meget lige, dog med en lille overvægt i chancer til hjemmeholdet Manchester United.

Den største chancer i halvlegen noterede Marcus Rashford sig for, da han blev sendt af sted i dybden, men en fornem fodparade af Edouard Mendy forhindrede den unge englænder i at bringe sit hold foran.

Kort inden pausen var dommeren ude og tjekke VAR for et potentielt straffespark til Manchester United, men der var ingenting, og så kunne holdene gå til pause med stillingen 0-0.

Efter en lille times spil skiftede Manchester United den rutinerede angriber Edinson Cavani ind, og han var kort efter tæt på at komme på måltavlen.

På et indlæg fra venstre side fik han fra en svær vinkel fra forreste stolpe sendt en afslutning mod mål, men den gik lige netop forbi.

Anden halvleg var meget chancefattig. Begge hold havde problemer med at spille sig igennem, og frygten for at tabe virkede større end lysten til at vinde hos begge mandskaber.

Manchester United pressede på i kampens afslutning, og ti minutter før tid kom Paul Pogba til en fin mulighed på kanten af feltet, men hans afslutning blev blokeret.

Det var værterne, der ville det mest til sidst, mens Chelsea brugte det meste af tiden på at stå og sparke væk.

Da kampen gik ind i overtiden, fik Marcus Rashford muligheden for at afslutte fra kanten af feltet, men på trods af dårligt udsyn, pillede Mendy flot afslutningen, som han fik skubbet ud til hjørne.

Trods et sidste ihærdigt pres lykkedes det ikke Manchester United at få en scoring, og derfor endte det hele 0-0.


Af Jonas Nielsen
Mandag 30. november