Luk

Chelseas ti mand fik flot point på Anfield

| Premier League | 90 kommentarer

Infoboks

Liverpool - Chelsea 1-1
Premier League
22' 0-1 Kai Havertz
45' 0-1 Reece James
45' 1-1 Mohamed Salah

Chelsea og Liverpool delte med 1-1 i en kamp, hvor Chelsea blev reduceret til ti mand kort før pausen. Kai Havertz og Mohamed Salah scorede målene.

Der var lagt op til et kæmpe Premier League-brag i den sene kamp lørdag, da Anfield dannede rammen om kampen mellem Jürgen Klopps Liverpool-hold og Thomas Tuchels Chelsea.

Op til kampen var der bagt op til den store duel mellem Romelu Lukaku og Virgil Van Dijk, og de to var da også med fra start i opgøret.

Hos Chelsea startede Andreas Christensen inde i forsvaret, hvor han spillede ved siden af Cesar Azpilicueta og Antonio Rüdiger.

Begge hold kom til kampen med to indledende sejre fra sæsonstarten, og opgøret fik sig da også en særdeles livlig start.

Liverpool pressede højt og fik lagt pres på gæsterne, og første forsøg kom fra unge Harvey Elliott, der startede inde på midtbanen. Hans forsøg røg dog snert forbi kassen.

Det var værterne, som skabte mest i starten, og anfører Jordan Henderson var også tæt på efter ti minutter, hvor han kom på et godt indlæg fra Trent Alexander-Arnold, men Henderson flugtede forbi.

Chelsea havde sine optræk til chancer i omstillingerne mod boldstyrende Liverpool, men det første mål skulle komme fra en dødbold, og det var et hjørnespark fra Chelsea.

Efter en lidt bedre periode for The Blues gik Reece James til bolden i hjørnet. Han smækkede den hårdt ind mod forstolpen, hvor Kai Havertz steg til vejrs og snittede bolden over i det lange målhjørne, og så var Chelsea altså på 1-0.

Chelsea havde en udmærket periode efter føringen, og først bød Lukaku sig til, inden Mason Mount havde en kæmpe mulighed for at øge til 2-0.

Det var på fremragende forarbejde af Lukaku, der så nemt som ingenting vendte af på Matip og kørte mod feltet. Her lagde han kuglen til venstre til Mason Mount, der driblede sig fri, men hans afslutning fløj forbi kassen.

Kort før pausen skiftede Liverpool Roberto Firmino ud og erstattede ham med Diogo Jota, og han skulle blive vidne til et kæmpe drama før pausen.

I et klumpspil foran Chelseas mål sendte Fabinho bolden på overliggeren, inden en dobbeltchance blev reddet på stregen af Reece James. Den ene gang reddede han bolden med låret, inden bolden ramte ham på armen, og til at starte med så Anthony Taylor intet, der skulle straffes.

Men efter et VAR-gennemsyn pegede han på pletten og gav samtidig rødt kort til den uforstående Chelsea-spiller, der fra tribunen kunne se Mohamed Salah garne til 1-1 fra pletten.

Det blev resultatet ved pausen, og så var det svære betingelser for Chelsea i anden halvleg.

Stort Liverpool-overtag i anden halvleg

Thomas Tuchel skiftede i pausen N'Golo Kante og Kai Havertz ud, og de blev erstattet af Mateo Kovacic og Thiago Silva.

De to kom ind og skulle holde Liverpool stangen, og allerede fra de første minutter i anden halvleg stod det klar, hvad anden halvleg skulle byde på.

Et stort Liverpool-pres gav først en hovedstødschance til Jota, der sendte forsøget over, inden Jordan Henderson også forsøgte sig.

Presset på Chelsea fortsatte og Edouard Mendy måtte hive flere redninger op i løbet af anden halvleg, hvor Andy Robertson og Fabinho blandt andet forsøgte at sparke føringen i mål.

Men Chelsea holdt stand og formåede efter godt en times spil at vise sig frem den anden vej.

Alonso startede et angreb, som han selv havnede ved bagstolpen på, og herfra sendte han bolden ind til Lukaku, men belgierens skud blev blokeret.

Liverpool fik ikke skabt det store, og den næste store chance i kampen kom fra Mateo Kovacic, der blev spillet fri i venstre side. Hans afslutning var dog noget forkølet, så Alisson kunne redde.

I den anden ende skulle Mohamed Salah også have gjort det bedre til sidst, men hans afslutning med højrepoten blev også svag, så Mendy på ny kunne redde.

Det endte altså dermed uden yderligere scoringer, og så kunne Chelseas ti mand fejre det ene point, som blev tilkæmpet.

Chelsea er nu nummer to med syv point, mens Liverpool er nummer tre med ditto antal point.


Af Jonas Dalgård

90 kommentarer

Mac2907 20:27          
Det er simpelthen år siden jeg har set så pinlig en CHE-opførsel efter et af fodboldhistoriens største hands inde på stregen og dermed udvisning. Manden i sort kunne uden tøven uddele 8-10 gule kort ved straffesparkskendelsen. Men især Jorginho er en skændsel for fodbolden, han forfølger dommeren igennem længere tid uanset hvor han går hen. Så principielt kan man godt argumentere for dårlige dømmekraft for dommeren, da det kan sætte nye grænser for uanstændig opførsel. Og nej, jeg er IKKE LIV-supporter, nærmest tværtimod (læs: ManU).
jakobcl 20:27          
Fortjent point til Chelsea. Bedste hold på dagen, selvom det blev defensivt.

Der manglede også en del gule kort. Chelsea for tidsspil men specielt til Liverpool der mere går efter manden, end bolden.
Sims91 20:27          
Elendigt af Liverpool ikke at slå kapital af at være en mand i overtal en halv kamp efter de heldigt og tilfældigt fik det hele serveret på et sølvfad med et straffespark og rødt kort til modstanderen. Chelsea havde fuldstændig styr på begivenhederne inden da. Fortjent man of the match the AC. Kante var nok blevet det, hvis han ikke var blevet skadet. Fantastisk spiller.
Slettet(131929211912) 20:28          
Chelsea er simpelthen et af de mest usportslige, ulækre hold i topfodbold. Filmer, overfalder dommeren, trækker tiden. Føj.
Vince71 20:29          
Klasse kæmpet af Chelsea og stærkt resultat i en kamp man egentlig havde ret godt styr på lige indtil at Taylor gerne vil være i fokus.

At Taylor går ud og kigger på skærmen i 2 sek og det han kigger på er et låst billede hvor at bolden er på Reeces arm og derefter dømmer er horribelt dommer arbejde. Han ser ikke en gang situationen igennem..
Kapslock 20:29          
Fair resultat. Synd at kampen skulle ændre forløb, men straffespark og rødt kort er korrekt dømt. Chelsea viser igen, at de er stærke til at stå defensivt og verfe bolde væk. Liverpool går selvfølgelig fra kampen med en følelse af, at de skulle have haft alle tre point, men Liverpool har svært ved at bryde hold ned, der stiller sig tilbage og naturligt nok stiller Chelsea sig tilbage, andet havde værket mærkeligt. Lidt en ærgerlig kamp. Havde foretrukket 90 minutter med 11 mod 11. Men til gengæld var atmosfæren fantastisk. Anfield er tilbage!
Mané skuffer enormt og jeg kunne efterhånden godt tænke mig, at man hentede en udfordrer til hans plads, måske en Jeremy Doku. Han sidder for sikker på sin plads og spiller igen ikke nogen god fodboldkamp. Når man tænker på, hvor meget hold som fx Chelsea gik ud og handlede ind sidste sæson og igen i denne, så kan man ikke lade være med at tænke, at Liverpool som minimum bør hente en til spiller i dette vindue. Det har helt sikkert hjulpet at få Jota ind og konkurrere med Firmino, så nu må det være Manés tur.
Igottheblues 20:29          
Efter omstændighederne vil jeg mene at den ene point føles som 3 point. Vi forsvarede os klogt. Tuchel slår Klopp mht. taktikken efter det røde kort.
Fredag 28. januar