Luk

Cifuentes i medvind: Nok fyret andre steder

| 3F Superliga | 9 kommentarer

Infoboks

AaB - OB 2-0
Superligaen Grundspil
70' 1-0 Rasmus Thelander
84' 2-0 Anders Hagelskjær

Marti Cifuentes er glad for den ro, som AaB-ledelsen har udvist ved at holde den spanske træner ved roret. Andre steder var han nok blevet fyret, siger han.

Det startede slet ikke som planlagt for AaB, da klubben ansatte Marti Cifuentes i januar.

Seks kampe skulle der gå, før AaB prøvede at vinde under den spanske træner, der kom til Nordens Paris med ambitioner om at spille boldbesiddende offensiv fodbold.

Længe var Cifuentes under luppen og blev udsat for kritik, men AaB holdt ved, og i denne sæson flasker det sig strygende for AaB, der ikke har tabt i otte kampe i træk.

Samtidig er det blevet til fem sejre i de seneste seks superligakampe, og AaB er nu nummer tre i rækken.

Fredag blev det til 2-0 over OB, og den spanske træner er særdeles tilfreds med udviklingen, og han takker i samme ombæring AaB-ledelsen for at udvise tålmodighed, for andre steder var han nok blevet fyret.

- Jeg vil gerne tro på, at vi stadig kan rykke meget som hold og som individuelle spillere, men jeg er taknemmelig for, at klubben stolede på mig. De var så rolige efter de seks kampe, hvor jeg ikke vandt en kamp. 

- Der var pres på, men jeg bevarede roen. Nu gør vi det godt, men jeg ved også, hvor hurtigt det kan ændre sig i fodbold, siger han og fortsætter:

- Gennem min karriere har jeg prøvet at starte skidt. I Norge gik det langsomt, og der endte vi med at skabe noget, og det samme i Spanien. Min måde at arbejde på tager måske mere tid, end de fleste andres, det ved jeg ikke.

- Det er noget, jeg skal forbedre, for jeg ville måske have været fyret i en anden liga eller klub, men jeg er glad for, at vi udvikler os. Nu skal vi være ydmyge og forstå, vi rider på en god bølge lige nu. Der kommer hårde tider, og det skal vi være klar over.

Cruyff og Tiki-Taka-inspireret: Stor misforståelse

Den spanske AaB-træners stil er ofte blevet kædet sammen med den Johan Cruyff-inspirerede tiki taka-stil.

Det har Cifuentes fået kritik for, da det ikke fungerede, og nu ligner AaB et hold, der også har ændret lidt i spillestilen, hvor der er plads til masser af direkte fodbold, i fodboldtermer kendt som power-fodbold.

Men Cifuentes er træt af fortællingen om ham, som en tiki taka-træner.

- Det er en stor, stor misforståelse, at jeg kun har en perfekt måde, vi skal spille på. Jeg er en professionel træner, der skal have det bedste ud af materialet, og vi er begyndt at blive et hold, som jeg selv nyder at se. Jeg håber også, at folk kan nyde det, samtidig med vi får resultaterne.

- Ofte prøver journalister at skifte fokussen i mine ord, og derfor skal jeg være meget varsom, når jeg siger noget – specielt med mit dårlige engelsk, siger han med et smil og tilføjer:

- Hver gang jeg hører ordet power, så tænker jeg på elektricitet. Men nej, jeg føler, vi prøver at finde gode positioner på banen. Min måde at forstå fodbold på er at forstå tiden og rummet, og det bygger vi vores spil efter.

- Jeg synes, vi er i en interessant proces. Vi havde en rigtig god base i presset og vores aggressivitet, da jeg kom, og det har jeg ikke skullet overbevise nogen om.

- Nu prøver vi på at forbedre os i spillets opbygning, og der er virkelig mange spillere, der tager skridt frem i deres udvikling på det område. Det kunne man også se mod OB, hvor vi byggede op fra feltet.

AaB's næste opgave er tirsdag i pokalturneringen mod Lyngby.


Af Jonas Dalgård

9 kommentarer

PLorimer 11:06          
Godt set af Inge at hente ham til klubben, fantastisk ung træner der også formår at gøre de enkelte spillere bedre. Bare se på Pallesen der før ikke magtede at slå et indlæg om så hans liv gjaldt for det.
alexis 11:27          
God stime af aab men tror ikke på det holder i længden.
anygivenday 11:32          
Standard situationer og ingen mål i åben spil - er det godt?
Thooomsen 11:42          
Anygivenday lige nu er det godt nok til en 3. plads
Kosmisk Kaos 11:51          
anygivenday,

Fcm har vundet to mesterskaber på standardsituationer, så det er nødvendigvis ikke bare tilfældigheder...

Vi håber alle på, at vi kan skabe flere mål i det etablerede spil, men mon ikke der arbejdes intenst på det. Trænerstaben har i hvert fald gjort et godt arbejde i forhold til at spille bolden op nede fra. Nu kommer vi til den sidste tredjedel.

En Kusk med selvtillid og fuld spilletid ville hjælpe gevaldigt på det, men det ligner ikke noget, der er op over. Desværre.
anygivenday 12:24          
@komisk kaos

Er Kusk ude længere tid?
Dr Phil 14:40          
. Trænerstaben har i hvert fald gjort et godt arbejde i forhold til at spille bolden op nede fra. Nu kommer vi til den sidste tredjede
Jeg læste i et virkelig godt interview med Cifuentes for en måned eller to siden, at det netop er det chanceskabende spil nær modstanderens mål man arbejder meget intensivt med nu, hvor man ellers i forskelligere perioder har haft fokus på forsvaret, udspil fra forsvaret og det høje pres. Derudover har man jo så også i øjeblikket stor fokus på offensive dødbolde, og det må man også sige giver pote.

Jeg må bare sige at jeg er ekstremt imponeret over Cifuentes arbejde, hvor jeg ellers i foråret var noget skeptisk, især overfor hvor simpelt vores spil så ud. Holdet har taget kvantespring siden, og det var jo ellers ikke fordi vi decideret var dårlige i foråret - faktisk ligger vi i øjeblikket nr. 3 i hele 2021, og har det næstbedste forsvar efter FCM, til trods for at det vel først var da vi gik over til 3 mands forsvaret omkring starten af slutspillet, at vi for alvor begyndte at ligne noget.

Jeg forventer ærlig talt at vi kun bliver bedre i løbet af sæsonen, og jeg forventer at de lidt syrlige kommentarer fra de såkaldte eksperter (hej Jesper Thygesen og Daniel Ortved) om AaB´s målsætninger om at være et top 4 hold, kommer til at forstumme, hvis ikke de allerede er det.
Mandag 25. oktober
Søndag 24. oktober