Luk

City gennembankede WBA og strøg til tops

| Premier League | 11 kommentarer

Infoboks

West Bromwich - Manchester City 0-5
Premier League
6' 0-1 Ilkay Gündogan
20' 0-2 Joao Cancelo
30' 0-3 Ilkay Gündogan
45' 0-4 Riyad Mahrez
57' 0-5 Raheem Sterling

Med en knusende sikker 5-0-sejr ude mod West Bromwich spillede Manchester City sig tirsdag aften tilbage på førstepladsen i Premier League.

Det var top mod bund, da Manchester City tirsdag aften gæstede West Bromwich, og det skulle ret hurtigt stå klart, hvad det ville blive for en kamp.

West Brom startede godt og kom til et par fine chancer i de første minutter, men så greb Pep Guardiolas tropper taktstokken.

I det tredje minut ramte Phil Foden stolpen, hvilket skulle blive startskuddet til et bombardement fra Manchester Citys side. 

Gæsternes overtag gav allerede pote efter seks minutter, hvor Ilkay Gündogan på kanten af offside modtog bolden og tog den til sig, inden han iskoldt sparkede den i kassen til 1-0.

City fortsatte trykket og fordoblede planmæssigt føringen efter 20 minutter, hvor Joao Cancelo var på pletten.

West Brom skabte enkelte chancer, men når chancen bød sig, som den gjorde til Callum Robinson i det 28. minut, manglede skarpheden hos værterne.

To minutter efter afbrænderen fra Robinson blev det i stedet 3-0, da West Brom sløsede gevaldigt, hvilket Ilkay Gündogan udnyttede til at stjæle bolden og stensikkert øge til 3-0 med en flad afslutning.

Hvis kampen ikke allerede var afgjort, blev det det i første halvlegs overtid, hvor Riyad Mahrez efter et par gode træk ind i banen huggede bolden i mål ved fjerneste stolpe og sikrede City en pauseføring på 4-0.

West Brom skulle forsøge at pynte en smule på resultatet i de sidste 45 minutter, men efter en lille times spil blev skidt værre for Sam Allardyce og co.

Her endte et gennemspillet angreb nemlig for fødderne af Raheem Sterling, der så let som ingenting prikkede bolden i nettet til 5-0.

Manchester City slap gaspedalen en smule herefter, og trods yderligere chancer i begge ender blev det ikke til en sjette scoring i opgøret.

City er med den overbevisende 5-0-sejr tilbage på førstepladsen i Premier League med et enkelt points forspring til Manchester United.


Af Martin Schmidt

11 kommentarer

Kemosabe-Kowl 23:13          
City er fandme blevet gode igen - desværre :-)
faerk71 23:31          
Manchester x 2
mmahen1962@hotmail.com 23:32          
City rammer deres bedste for tiden, og endda uden en KDB i aften. ka ikk se hverken united eller liverpool nå dem denne sæson i den form de er i for tiden.
covfefe 23:36          
Cancelo > TAA
Kights 23:50          
Cancelo er, foruden indlæg fra kanten af feltet, bedre end TAA i alle spillets facetter, med forbehold på, at TAA spiller op til sit bedste - hvilket er længe siden efterhånden.

Gundogan er som 30 årig den største tyske profil på nuværende tidspunkt. Hvilken maskine!

Uhyggeligt kollektiv City spiller ud fra. Man må snart begynde at revurdere Van Dijk som det mest indflydelsesrige forsvarskøb i PrL, når Ruben Dias i øjeblikket præsterer væsentligt bedre, både statistisk men i særdeleshed også holdets accelererede forfatning siden hans ankomst. 23 år. Slap af!
beringer 00:50          
Selvfølgelig er INTET sikkert, men City spiller fantastisk og effektivt lige pt, det må man sgu sige..., men er der NOGET man må sige om denne sæson, så er det at INTET er som det plejer, og alle hold kan blive ramt af en skade, eller en corona nedgang...

Så selvom at jeg ser Man City som favoritter, så ser jeg det ikke som sikkert, at hverken Liverpool eller United kan nå dem...
D.B.R. © 07:44          
Fantastisk flot stime Big Sam har gang i på hjemmebane efter ansættelsen.

Mon ikke de roligt kan regne med en billet til Championship efter denne sæson.
Torsdag 4. marts
Onsdag 3. marts