Luk

City med comeback i anden halvleg mod PSG

| Champions League | 23 kommentarer

Infoboks

Manchester City - PSG 2-1
Champions League gruppe A
50' 0-1 Kylian Mbappe
63' 1-1 Raheem Sterling
76' 2-1 Gabriel Jesus

Manchester City vandt onsdag 2-1 over PSG i et storopgør i Champions Leagues Gruppe A, i en kamp hvor PSG ellers tog føringen i anden halvleg.

Det var et Champions League-storopgør, da Manchester City bød velkommen til PSG onsdag aften Gruppe A.

De to pengestærke klubber kom til kampen med offensive stjerner som Raheem Sterling, Bernardo Silva og Riyad Mahrez på den ene side og Neymar, Kylian Mbappé og Lionel Messi på den anden.

City lå inden opgøret på en førsteplads med ét point ned til PSG på andenpladsen, og det var derfor en direkte kamp om at vinde gruppen.

Det var værterne fra Manchester, der lagde bedst ud, og allerede efter fem minutter var de tæt på at komme i front, da et frispark blev slået til bagerste stolpe. Her steg Rodri flot til vejrs, men Presnel Kimpembe var på plads med en clearing foran mål.

Det var en livlig indledning, og spillet bølgede frem og tilbage, med omstillinger i begge ender.

Efter 18 minutter trak Riyad Mahrez godt ind i PSG-feltet og sendte et skud mod det lang hjørne, men Achraf Hakimi headede bolden væk for PSG i en smuk forsvarsaktion.

Med en lille halv time spillet testede Nuno Mendes Ederson i City-målet, og fem minutter senere var det yderst tæt på i den anden ende, da Ilkay Gündogan satte bolden på stolpen efter et godt pres fra hjemmeholdet.

Kort før pausen fik Mbappé bolden i en ønske position, da han blev sendt igennem i venstresiden, men den franske stjerne sendte sin afslutning over det lange hjørne, og derfor gik de to hold til pause uden mål.

Mål i god anden halvleg

Anden halvleg var blot fire minutter gammel, da PSG satte et godt angreb op, hvor Messi til sidst fandt Mbappé bagerst i feltet, og denne gang svigtede han ikke. Med en hård flad afslutning sendte han bolden mellem benene på Ederson, og så var gæsterne i front.

Efter scoringen lagde City et tungt pres på gæsterne fra Paris, og efter 63 minutter lykkedes det at kombinere sig igennem med en Guardiola-special.

Rodri sendte en flot tip-bold bagom forsvaret til Kyle Walker, der havde timet sit løb perfekt. Højrebacken sendte bolden ind foran mål på sin førsteberøring, og så kunne Raheem Sterling udligne for hjemmeholdet. 

Med et kvarter igen slap Neymar igennem City-forsvaret efter en hurtig et-to med Di Maria, men brasilianerens afslutning kunne ikke leve op til det flotte opspil, og i stedet gik det galt i den anden ende få minutter efter.

En høj bold fra Mahrez fandt Bernardo Silva i bagrummet, og endnu engang blev bolden sendt videre på førsteberøringen. Denne gang var det Gabriel Jesus, der kunne notere sig for en scoring.

Selvom PSG jagtede udligningen i kampens slutfase, så blev det ikke til flere mål, og City vandt 2-1.

Med sejren er City sikre på førstepladsen i Gruppe A inden den sidste runde, mens PSG er garanteret andenpladsen.


Af Tobias Bladt Haarder
Onsdag 8. december
Tirsdag 7. december