Luk

CL-gensyn: Liverpools utrolige comeback

| Champions League | 2 kommentarer

bold.dk tager dig med tilbage til Champions League-finalerne fra 2000 og frem. Her får du både kampreferat, højdepunkter og kommentarer til kampen.

Fodbolden ligger stille på ubestemt tid, og bold.dk vil derfor den kommende tid tage dig med tilbage til Champions League-finalerne siden 2000, så du forhåbentligt kan få genopfrisket nogle af dine gode minder med klubfodboldens største turnering.

Herunder finder du kampreferatet og link til det oprindelige referat med kommentarer, mens du kan se højdepunkter fra kampen i toppen af artiklen. Læser du via app, kan du finde et link til videoen med højdepunkter under kampreferatet.

Vi er nået til Champions League-finalen i 2005, og du kan læse referatet med kommentarer her.

Liverpool kæmpede sig til Champions League

Efter 3-0 føring ved pausen lod Milan Liverpool udligne til 3-3, så englænderne kunne vinde Champions League på straffesparkskonkurrence.

Udskældte Jerzy Dudek blev helten, Europas bedste spiller Andrej Shevtjenko blev skurken, da Liverpool efter straffesparkskonkurrence vandt Champions League over Milan i Istanbul i aften.


Finalen, der forinden havde været i skyggen af Katastrofen på Heysel, vil fremover blive kendt som Miraklet på Atatürk Olimpiyat – i hvert fald ved Mersey-floden. Vi skal ikke gætte på, hvordan kampen vil blive husket i Milano.

Champions League-finalen i Istanbul blev en af dem, man vil tale om i årevis på grund af det usandsynlige drama, den leverede. En finale, som man kunne tillade sig at forvente at to mandskaber, der tilsammen havde vundet mesterholdenes turnering 10 gange.
Der blev scoret det hurtigste mål i en Champions League-finale og for første gang blev en 3-0 føring sat over styr til udligning 3-3 af et Liverpool-mandskab, der i store dele af 1. halvleg så ud til at spille et niveau lavere end milaneserne.

Men efter forlænget spilletid var det Liverpools keeper Jerzy Dudek, der for alvor trådte ind i rampelyset og afgjorde sagerne med redninger på tre ud af Milans fem forsøg, så Pokalen Med De Store Ører kan vende tilbage til the Boot Room, hvor den ikke har været siden 1984.

En af de mest omtalte spillere op til kampen var naturligt Milans Paolo Maldini, der spillede sin syvende finale og gik efter sin sjette sejr. Så derfor var der ikke et øje tørt, da Milan scorede til 1-0 allerede i første minut, og målskytten såmænd var ingen anden end den 36-årige Rossoneri-anfører.
Et frispark fra Pirlo i højre side sad lige på Maldini, der flugtede via jorden og i mål bag en chanceløs Jerzy Dudek.

En drømmestart for Milan med det hurtigste mål i en Champions League-finale, og præcis det modsatte for Liverpool, der ikke ligefrem har været stærke til at komme tilbage i kampene, når de har været bagud i denne sæson.

Englænderne, der lidt overraskende startede med Milan Baros i front i stedet for Djibril Cisse og med Harry Kewell i stedet for Dietmar Hamann, fik skabt et par pæne chancer allerede på deres næste angreb – en blokeret helflugter fra Riise og et hovedstød fra Hyypia, som målmand Dida fik fat i. Og dermed var Liverpool hurtigt tilbage i kampen.

Men rigtigt inde i kampen kom the Reds nu ikke.
Rafa Benitez’ tropper har ikke deres styrke i at skabe kampene, og når de igennem den netop overståede sæson har tabt to gange til Birmingham og spillet to uafgjort til Blackburn, er det ikke tilfældigt.
Milan er mestre i at køre en føring til dørs, og med flot spil på et teknisk højt niveau spillede Milan i realiteten .

Sin egentlige afgørelse så kampen ud til at finde i 38. minut, hvor Liverpools Luis Garcia for en gangs skyld fik skabt lidt plads. Hans finte snød Alessandro Nesta, der kastede sig ned i en glidende tackling, og den store italiener så sig nødsaget til at puffe lidt til bolden med den ene hånd for at forhindre spanieren i at komme helt fri for mål.

Den spanske dommer Mejuto Gonzalez, der indtil da næppe havde kunnet klandres noget som helst, undlod dog at straffe Milan-forsvareren, og i stedet fik det over stok og sten den anden vej fra de kyniske italienere. Shevtjenko blev spillet i dybden af Kaka, og fra en position, hvor ukrainere plejer at skyde selv, valgte han i stedet at spille bolden tilbage i feltet til fremstormende Hernan Crespo havde let ved at gøre det til 2-0.

Nu knækkede Liverpool helt sammen og fik endnu sværere ved at holde tempoet – især i returløbene. Kort efter endnu en hands-situation i Milan-feltet, denne gang blev der dømt frispark for Baros’ angivne berøring med hånden, løb Milan på ny kontra og gjorde det til 3-0 på endnu en overlegent elegant afslutning fra Crespo, der tilsyneladende havde valgt at bruge aftenen til at vise, hvorfor Jon Dahls plads i Milan fortsat er på bænken.

Liverpool skiftede fra 2. halvlegs start Dietmar Hamann på banen i stedet for Steve Finnan. Det betød en række omrokeringer i de bageste geledder, og bland andet, at Jamie Carragher, som gennem hele sæsonen har været suveræn i centerforsvaret, kom ud på højre back.

Men ændringen så ikke ud til at ændre det store ved ydmygelsen af de tidligere fire-foldige vindere. Indtil 53. minut, hvor en ganske forbløffende, formentlig historisk, drejning i kampen fandt sted.

Først fik Liverpool reduceret på et ganske nydeligt hovedstødsmål efter indlæg fra John Arne Riise i venstre side. Målscorer var naturligvis den karismatiske anfører Steven Gerrard, der aldrig giver op, selvom hverken han selv eller resten af holdet havde spillet særlig godt indtil da.

Blot to minutter senere begyndte det at lufte af mirakel, da indskiftede Vladimir Smicer – Harry Kewell var blevet skadet allerede midt i 1. halvleg – fra en position lidt uden for feltet reducerede yderligere til 3-2 med et godt, fladt skud.

Nu begyndte selvtilliden for alvor at krakelere hos de indtil da så selvsikre italienere, og der skulle kun gå fem minutter mere, før dramaet nåede et foreløbigt højdepunkt. Gennaro Gattuso væltede Gerrard, da han var på vej til en helt fri position foran mål, og dommer Mejuto Gonzalez dømte korrekt straffespark. Gattuso fik dog lov at blive på banen, selvom det var svært at se, hvordan hans forseelse ikke var en nødbremse.

Straffesparket skulle Liverpools playmaker Xabi Alonso sparke, og det gav lidt ekstra underholdning, da keeper Dida på glimrende vis reddede det ikke uefne straffespark helt nede ved jorden, men spanieren nåede returen og sikrede sit hold den sensationelle udligning til 3-3.

Skuffelsen må have været gigantisk for Milan, mens glæden var lige så enorm hos Liverpool. Men ingen af tingene var specielt synlige i den sidste halve time. Ganske vist havde begge hold fortsat fornuftige forsøg – i en periode virkede især Shevtjenko, der var vred over at få at mål korrekt annulleret for offside i 1. halvleg, ganske tændt på at blive matchvinder – men tempoet dalede, mens Liverpool faldt tilbage i sin vante, defensive opstilling, og kampen måtte i forlænget spilletid.

I den forlængede spilletid overtog Milan 100 procent initiativet imod et meget defensivt Liverpool-mandskab. Men alle var ved at være trætte, og selvom Merseysiderne så ud til at lide mest, var Milan-spillerne heller ikke oppe i det gear, de selv kunne ønske.

Heller ikke Jon Dahl, der var blevet skiftet ind i slutningen af den ordinære kamp. Danskeren tillod sig at sende Milans største chance i forlængelsen forbi mål fra en ellers usædvanligt gunstig position.

I forlængelsens anden halvdel blev det rigtig kritisk for de slidte Liverpool-spillere, der dejsede om på stribe med kramper. Først Smicer, så Carragher. Men det holdt i 120 minutter, selvom det krævede en ufattelig refleksredning i to omgange fra Liverpools ellers ofte udskældte keeper Dudek – begge gange fra Shevtjenko, der stadig virkede opsat på at afgøre finalen.

Men straffesparkskonkurrencen blev en realitet, og her blev Dudek igen afgørende, mens det blev til en enorm nedtur for Milans superstjerne Shevtjenko.
Shevtjenko, der havde fået et mål annulleret i 1. halvleg og havde set Dudek redde på utroligt vis i to omgange få minutter før afslutningen af den forlængede spilletid, satsede på en afslutning midt i mål, efter Dudek i sprællemandsstil havde reddet Milans to første forsøg fra Serginho og Andrea Pirlo. Men polakken lod sig ikke overliste og parerede ukrainerens forsøg, så den engelske del af Atatürk Olimpiyat kunne eksplodere.

Jon Dahl Tomasson havde scoret for Milan imod sin tidligere Feyenoord-klubkammerat på sit forsøge, og John Arne Riise havde brændt sit skud, mens der med en vis ret kunne indvendes imod Dudeks bevægelser i forbindelse med Pirlos afbrænder. Men det var alt sammen bare stof til statistikkerne

Milan-Liverpool 5-6 (3-3) (3-0)
1. 1-0 Paolo Maldini, 38. 2-0 Hernan Crespo, 43. 3-0 Hernan Crespo, 53. 3-1 Steven Gerrard, 55. 3-2 Vladimir Smicer, 60. 3-3 Xabi Alonso

Milan:
Nelson Dida - Marcos Cafu, Alessandro Nesta, Jaap Stam, Paolo Maldini - Gennaro Gattuso (111. Rui Costa), Andrea Pirlo, Clarence Seedorf (84. Serginho) - Ricardo Kaka - Hernan Crespo (84. Jon Dahl Tomasson), Andrej Shevchenko
Advarsler:

Liverpool:
Jerzy Dudek - Steve Finnan (46. Dietmar Hamann), Sami Hyppiaä, Jamie Carragher, Djimi Traoré - Luis Garcia, Xabi Alonso, Steven Gerrard, John Arne Riise, Harry Kewell (23. Vladimir Smicer) - Milan Baros (84. Djibril Cisse)
Advarsler: Carragher, Baros

Du kan se højdepunkterne fra finalen her.


Af Anders Borup
Søndag 5. april
Lørdag 4. april
Fredag 3. april
Journalist: Schmeichel får ikke kredit nok
06:30
Gyldent gensyn: AGF'er til Viborg mod sin vilje
06:00
Pep Biel: Rart at være i spansktalende gruppe
04:54
Cahill: Arteta var allerede træner som spiller
04:23
Liverpool sender ansatte hjem med fuld løn
04:20
FCK melder Wind klar: En stor ting for mig
04:08
Mjällby: Nogle spillere tænker kun på dem selv
03:56
Arsenal: Spil færdigt for at bevare integriteten
03:10
Man United-tråden
03:10
Liverpool sender ansatte hjem med fuld løn
03:00
Coronavirus - vi åbner 14. april?
02:30
Coronavirus - vi åbner 14. april?
02:05
UEFA: Deadline for sæsonen er 3. august
01:50
Chelsea Football Club
01:40
PFA om lønnedgang: Har I tænkt over skatten?
01:31
Liverpool sender ansatte hjem med fuld løn
01:08
Liverpool sender ansatte hjem med fuld løn
01:00
Liverpool sender ansatte hjem med fuld løn
00:38
PFA om lønnedgang: Har I tænkt over skatten?
00:31
Steinlein om Jakob P: Andre skal skynde sig
00:28
Bosse & Bishop
00:26
Liverpool sender ansatte hjem med fuld løn
00:26
Arsenal: Spil færdigt for at bevare integriteten
00:25
Arsenal: Spil færdigt for at bevare integriteten
00:24
Liverpool sender ansatte hjem med fuld løn
00:22