Antonio Conte jubler over Christian Eriksens fornemme mål mod AC Milan og forsikrer, at danskeren bliver i Inter denne vinter.
Christian Eriksen har længe lignet en færdig mand i Inter, men tirsdag stjal danskeren endelig overskrifter for en præstation på banen.
Ved stillingen 1-1 i Coppa Italia-braget mod AC Milan krøllede Eriksen et frispark direkte i kassen på smukkeste vis og sendte dermed Inters lokalrivaler ud af pokalturneringen.
Efter kampen blev Inter-træner Antonio Conte naturligvis spurgt til Eriksen, som ifølge italieneren ikke er på vej væk fra klubben.
- Nu har jeg i en måned sagt det samme; det her er Inter-truppen. Ingen vil komme og ingen vil gå. Jeg bliver ved med at sige det, men ingen lader til at tro på mig.
- Vi arbejder med Eriksen på et taktisk niveau for at finde et alternativ til Brozovic, for det har vi ikke i truppen, siger Conte ifølge Football Italia.
En god fyr – måske for god
Antonio Conte benyttede også lejligheden til at sende stor ros i retning af Christian Eriksen, som han dog savner en smule vildskab fra.
- Christian er en meget intelligent fyr. Han har kvalitet, han er en del af projektet, og jeg er glad for, at han scorede det mål. Jeg ønskede virkelig, at han skulle tage frisparket, for vi kender alle den kvalitet, han har på dødbolde.
- Han er meget genert, så jeg håber, at dette mål kan ryste ham i gang og få ham til at komme ud af sin skal. Vi kan alle godt lide ham, for han er en god fyr – måske for god! Han skal være mere determineret, siger Conte.
Christian Eriksen kom til Inter fra Tottenham for et år siden, og den 28-årige dansker har kontrakt til 2024 i Milano-klubben.
29 kommentarer
For mig er den netop charmen ved Eriksen, at han aldrig har været en rigtig "stjernespiller", forstået på den måde, at holdet altid kommer før ham.
Det er der selvfølgelig lidt dansk jantelov over, men nogle gange er det ikke så skidt.