Luk

Dal Hende: Vi er ikke naive - der skal point til

| 3F Superliga | 0 kommentarer

Infoboks

SønderjyskE - AaB 1-3
Superligaen Grundspil
35' 1-0 Emil Holm
38' 1-1 Louka Prip
54' 1-2 Kasper Kusk
90' 1-3 Louka Prip

Marc Dal Hende er ærgerlig efter nederlaget til AaB. Han synes, at præstationen var til mere, selvom han ikke er naiv og ved, at der skal point på tavlen snart.

SønderjyskE tabte igen mandag aften i 3F Superligaen, da de på hjemmebane tog imod AaB i 16. runde af grundspillet og trods en føring endte som taber med 1-3.

Det lignede ellers en lige kamp, hvor SønderjyskE ikke faldt igennem, hvilket Marc Dal Hende fra SønderjyskE-lejren også mente efter kampen.

- Jeg synes, der var mange gode ting i dag. Det er en tom følelse igen at stå uden point, det er det, vi skal have, det ved vi godt, men jeg synes, at vi præsenterede os selv helt anderledes, end hvad vi har gjort nogle af de andre gange, sagde Dal Hende ovenpå nederlaget.

- Jeg er ærgerlig over, at vi ikke får point i dag, for jeg synes faktisk, at præstationen var til mere.

Selvom præstationen var det, gør wingbacken sig dog ingen illusioner om, hvad det handler om lige nu – og det er point.

- I vores situation skal man tage alt det positive med, man kan, og det kan vi i dag – men vi er heller ikke naive, vi ved godt, at der skal point til også.

Op til kampen havde den nedrykningstruede klub ellers forberedt sig på at lægge spillet om til en mere direkte spillestil, som Dal Hende også mener passer godt til klubben og dens nuværende situation.

- Vi vidste, at vi har nogle power-spillere oppe foran, som vi skal have noget mere i spil, og der er nogle, der har nogle specielle spidskompetencer og er fysiske med en masse fart, som vi skulle have bragt i spil med en masse dybe løb ned bag deres tre-kæde.

- Det synes jeg egentlig, at vi lykkes okay med, og lige nu er det bare stolpe ud.

Dal Hende siger videre, at det direkte spil giver bedst mening for klubben i dens nuværende situation, hvor der ikke er tid og plads til at indføre en poleret spillestil lige nu.

- Vi skal spille mere direkte i vores situation – der er vi ikke til tiki-taka og possession – det er ikke lige nu, at jeg synes, at vi skal implementere det, sluttede Dal Hende.

SønderjyskE ligger efter nederlaget næstsidst i tabellen med blot ni point efter 16 kampe. Det er klubbens næstringeste start på en Superligasæson nogensinde.

Næste gang møder de Viborg FF på udebane i sidste runde af Superligaen inden vinterpausen.


Af Kristoffer Lind Pedersen
Tirsdag 7. december