Luk

Dansk anfører forlader Hartford: Turbulent år

| North American Soccer League | 0 kommentarer
Dansk anfører forlader Hartford: Turbulent år
Foto: Jan Christensen / Getty Images

Philip Rasmussen forlader sammen med Jimmy Nielsen Hartford Athletic efter en turbulent sæson og uenigheder med klubbens ejer. 

Jimmy Nielsen meddelte kort efter sæsonafslutningen i den amerikanske USL, at han var blevet enig med Hartford Athletic om at ophæve samarbejdet. 

Det skete efter en turbulent sæson med svingende resultater og uenigheder med klubbens ejer Bruce Mandell, der blandt andet byttede keeper Frederik Due væk mod Nielsens ønske. Læs mere her. 

Også Hartfords danske anfører Philip Rasmussen forlader klubben. 

- Det var en turbulent sæson, hvor der skete mange ting, og jeg har et stykke været helt afklaret med, at det ikke er et sted, som jeg skal fortsætte med at være, siger Rasmussen til bold.dk. 

Rasmussen lagde mærke til Mandell og Nielsens uenigheder undervejs i sæsonen. 

- Det gav en masse unødvendig støj i og omkring klubben, men det skal ikke have skylden for de manglende resultater, siger Rasmussen og fortsætter: 

- Vi startede sæsonen med otte udekampe i træk, og udekampe i USA er noget lidt andet end i Danmark, hvor det ofte er tre timer i bus. Det er fly med mellemlandinger og ventetid, og i starten af sæsonen var vi nærmest på farten hele tiden. 

- Igen, det er som sådan ikke nogen undskyldning, men det havde måske været smartere at have et par hjemmekampe ind i mellem, hvis man kunne have gjort det på en eller anden måde. Men det er måske bare en af de udfordringer, der er ved at være en helt nystartet klub med et stadion, der ikke er helt klar. 

Ejer med Napoleon-kompleks

Rasmussen lægger ikke skjul på, at han ikke er specielt begejstret for Mandell. 

- På et tidspunkt hev han os til side og sagde, at det ikke skulle ses som en trussel, men vi skulle tage det meget seriøst, og hvis ikke tingene ændrede sig, ville vi blive fyret. 

- Altså, vi ville få betalt vores løn, men vi ville ikke længere være en del af projektet. Han virkede lidt til at have et Napoleon-kompleks, siger Rasmussen og tilføjer:

- Vi havde også nogle individuelle møder, og jeg var med til nogle interne møder som anfører, men han valgte ikke at lytte til de ting, der blev sagt, så møderne var lidt ligegyldige. Han så sig vist også lidt sur på mig i løbet af sæsonen, så jeg prøvede så vidt muligt helt at undgå ham.

Rasmussen sluttede sæsonen af med en skade, som der tog sig lidt tid at komme over. Blandt andet fordi Hartford-ejeren ikke ville betale for en scanning. 

- Men jeg er fit nu og holder mig i gang så godt som muligt, indtil der kommer nogle muligheder. Det er ikke noget helt konkret endnu, men jeg er åben for det meste og føler mig godt rustet efter en noget turbulent sæson, siger den tidligere Lyngby- og FC Vestsjælland-spiller. 

Hartford har også haft Mads Jørgensen og Sebastian Dalgaard på kontrakt i 2019. Jørgensen er blevet forlænget frem til udgangen af 2020, mens Dalgaards fremtid endnu ikke er afklaret. 


Af Mikael Blond
Onsdag 11. december
Tirsdag 10. december