Luk

Dansk assist iværksatte Malmös målmassakre

| Allsvenskan | 0 kommentarer
Dansk assist iværksatte Malmös målmassakre
Foto: Getty Images

Jonas Knudsen lagde op til kampens første mål, da Malmö søndag slog Falkenberg med 5-0 i Allsvenskan.

Tre danskere var med fra start, mens Lasse Nielsen så til fra bænken, da Malmö søndag aften tog imod Falkenberg i den bedste svenske række.

Jonas Knudsen, Søren Rieks og Anders Christiansen var alle med i startelleveren, og den svenske danskerklub havde muligheden for at spille sig til tops med en sejr.

Jonas Knudsen gjorde sit for at sende Malmö mod toppen af Allsvenskan, da hans skarpe indlæg fandt Romain Gall i feltet, inden amerikaneren headede hjemmeholdet foran med 1-0.

Markus Rosenberg øgede til 2-0 efter en halv time med en knap så elegant fortolkning af Zlatan Ibrahimovic, mens Arnor Traustason med to hurtige scoringer i streg gjorde det til 4-0 inden for en times spil.

Endelig kunne Guillermo Molins efter 67 minutters spil slå det sidste søm i Falkenbergs ligkiste og øge til slutresultatet 5-0.

Med sejren rykker Malmö op på førstepladsen i Allsvenskan.

Djurgården har dog lige så mange point på andenpladsen med en kamp i baghånden.


Af Daniel Laursen

0 kommentarer

Der er foreløbigt ikke kommet nogle kommentarer til denne artikel.

Vær den første til at kommentere i vores forum.

Søndag 15. september
Lørdag 14. september