Luk

Dansk back med i Wolves-exit på Old Trafford

| FA Cup | 19 kommentarer

Manchester United er videre til FA Cup'ens fjerde runde, da Juan Mata frækt blev matchvinder med sit 1-0-mål. Oskar Buur fik det sidste af kampen for Wolves.

Onsdag aften mødtes Manchester United og Wolverhampton for anden gang i det nye år, da returkampen i de to klubbers FA Cup-møde blev spillet på Old Trafford.

Første opgør mellem de to endte uden scoringer på Molineux, og det så hurtigt ud til at ændre sig i onsdagens opgør.

Wolverhampton kom nemlig fint fra start, og efter otte minutter var Raul Jimenez i en god position, men hans afslutning blev en forkølet en af slagsen.

Kort efter fik Wolves bolden i mål ved Pedro Neto, som kom på bolden helt fri foran mål. Han passerede United-keeper Sergio Romero og kunne således fejre scoringen.

Jublen måtte dog ophøre, da et VAR-gennemsyn gjorde, at Wolves-scoringen blev annulleret.

Siden fulgte en lige kamp, hvor Manchester United var mest på bolden, men det blev ikke til mange helt store chancer, da meget af værternes spil foregik på forsiden af den tætte Wolves-defensiv.

Et scenarie som ikke har været Uniteds favorable i denne sæson, og det var da også, når hurtige Daniel James blev sendt igennem i kontrastød, at De Røde Djævle var farligst.

Scenariet fortsatte i anden halvleg, hvor United fik fordelt boldene godt imellem sig, og det betød, at Wolves sjældent kom til muligheder på bolden.

I anden halvlegs indledning var både Juan Mata og Daniel James tæt på, men begge fik ikke hul på bylden.

Det skulle dog ske med 23 minutter igen, da Juan Mata, som igen fik chancen efter to oplæg i weekenden, blev sendt alene igennem af Anthony Martial, som fik en lang bold frem fra United-forsvaret.

Spanieren førte bolden fremad og alene med John Ruddy valgte den spanske tekniker en uhyre fræk afslutning, da han med et lille chip sendte bolden over den fremadstormende Wolves-keeper, som kunne se bolden fise i kassen til 1-0.

Marcus Rashford var kommet på banen kort forinden, men United-stjernen fik meget kort tid på banen, da han blev løbet ned i en duel med Wolves Matt Doherty.

Rashford tog sig til ryggen, og så måtte Ole Gunnar Solskjær skifte sin stjerne ud.

I slutningen af kampen kom den tidligere AGF-back Oscar Buur på banen til sin fjerde optræden for Wolves' førstehold i denne sæson.

Den 21-årige dansker kunne dog ikke ændre på resultatet, selv om han var involveret i en fin situation, og dermed er United altså videre til fjerde runde i FA Cup.

United møder vinderen af kampen mellem Watford og Tranmere.

Andetsteds var Championship-klubben Cardiff i en åben slagudveksling med Carlisle fra League Two. Til sidst kunne favoritterne dog fejre billetten videre i FA Cup'en med en 4-3-sejr.


Af Jonas Dalgård
Tirsdag 21. januar