22-årige Valdemar Sadrifar har prøvet lidt af hvert i løbet af karrieren.
I ungdomsårene var han en del af AGF, inden han skiftede til Vejle i sommeren 2017.
Efterfølgende har den stået på ophold i Hedensted, Manhatten SC og Rostocker FC 1895.
Nu står det på en ny tilværelse.
Sadrifar siger nemlig til bold.dk, at han skifter klub i Tyskland, da han har skrevet under på en toårig kontrakt med Phönix Lübeck fra den tyske Regionalliga. Her bliver han holdkammerat med Morten Knudsen.
- Det var en mulighed, der opstod via min gamle træner fra Rostocker FC 1895 (Christiano Adigo, red.). Han tog mig med til klubben, så det var på den måde, at det kom i stand, siger Valdemar Sadrifar til bold.dk og tilføjer.
- Jeg har snakket med Morten Knudsen. Det er altid lidt specielt, når der er en anden dansker i en udenlandsk klub. Jeg er sikker på, at jeg kan lære meget af ham i forhold til de ting, som han har oplevet.
Danskeren var aldrig i tvivl om skiftet.
- Det var en no-brainer, da jeg fik muligheden for at spille for min tidligere træner, som jeg har et rigtig godt forhold til. Jeg kommer også op på et højere niveau, da jeg har planer om at vise mig frem på et lidt bedre scene med lidt mere opmærksomhed. Den tyske Regionalliga er rigtig god, og jeg tror, at mange i Danmark undervurderer ligaen i forhold til niveauet og standarten af klubberne.
God fodboldforståelse
Sadrifar har tidligere været offensivspiller, men Christiano Adigo har omskolet ham.
- Jeg er faktisk blevet omskolet til venstre back af min gamle træner. Det er gået rigtig godt, og jeg har fundet en god forståelse for spillet. Positionen passer helt perfekt. Jeg kan bruge min fart og min spilintelligens, så venstre back-positionen er den primære.
Den danske back tror, at klubben går en god sæson i møde, og Sadrifar mener, at han har flere forcer.
- Mine forventninger er klart at spille mig i startelleveren. I den seneste sæson endte den i den nedre halvdel af rækken, men klubben har store forventninger i forhold til truppen, som de har sat sammen, siger Valdemar Sadrifar til bold.dk og tilføjer.
- Jeg kommer helt klart med noget drive, og jeg er ubekymret. Det gælder om at have fuld fart frem. Jeg bringer aggressivitet, noget gåpåmod og en god fodboldforståelse. Jeg har en god mentalitet sammen med noget god fodboldspil. Jeg bringer en masse.
Sadrifar spillede 27 kampe for Rostocker FC 1895 i NOFV-Oberliga Nord i den seneste sæson.


Lübeck
Regionalliga


































