Luk

Dansk Burnley-målmand drømmer om PL

| England | 1 kommentar
Dansk Burnley-målmand drømmer om PL
Foto: Privat

Infoboks

Manchester City - Burnley
Premier League (22/06)
bet365 1,16 7,00 15,00
NordicBet 1,16 9,00 21,00
YouBet 1,16 8,75 19,00

21-årige Lukas Bornhøft Jensen har været i Burnley siden august 2019, og han har fået store roser for sine præstationer på U23-holdet.

Det lå ikke lige i kortene, at Lukas Bornhøft Jensen skulle til en Premier League-klub, da han i foråret 2019 tørnede ud for HIK i den danske 2. division.

I august 2019 kom en drøm dog til virkelighed, da han skrev kontrakt med Premier League-klubben Burnley. I efteråret spillede han fast for den engelske klubs U23-hold, og det er ikke gået ubemærket hen. 

Den 21-årige målmand siger til bold.dk, at han er blevet rost af klubben for præstationerne de første otte måneder og træner med førsteholdet. 

- Burnley synes, at jeg har gjort det virkelig godt, og det er bare fedt at få at vide. Det har også afspejlet sig i alle de kampe, som jeg har fået for Burnley U23. Jeg er kommet direkte ind som førstekeeper. Jeg kom faktisk til klubben med en brækket arm, så jeg havde ikke troet, at jeg kom ind som førstemålmand lige efter. 

- Jeg har faktisk stået fast hver uge. I efteråret var vi ubesejrede i 14-15 kampe, så det har været en helt perfekt start. Vi har dog ikke spillet så mange kampe i foråret på grund af corona og regn, siger Lukas Bornhøft Jensen til bold.dk. 

Stor oplevelse

Skiftet kom i stand, da danskerens engelske agent skaffede Jensen prøvetræninger i både Blackburn og Burnley. Han gjorde ifølge eget udsagn en god figur i begge klubber, men han valgte i sidste ende Burnley som sin nye klub. 

Lukas Bornhøft Jensen siger, at skiftet til England er et vigtigt skridt i den rigtige retning. 

- Det har været en stor oplevelse. Jeg havde aldrig regnet med, at jeg skulle flytte til et andet land, må jeg indrømme. Jeg synes, at min fodboldkarriere var gået lidt i stå. Så fik jeg muligheden for at komme til England, og så har det ellers taget fart. 

- Det har været en rejse, siden jeg kom derover. Alt har været positivt. Jeg har haft støtte fra familie og venner, og de har været på besøg en masse gange. Jeg føler derfor ikke, at jeg har været helt alene. 

- Derudover har mine holdkammerater taget megagodt imod mig. Det var jeg nok mest bekymret for, når man ikke er vant til deres kultur. 

- Det har været virkelig overvældende, hvordan de har taget imod mig, og jeg er blevet en god bestanddel af det hele, siger den danske målmand. 

Godt match

Danskeren mener, at Burnley er den helt rigtige klub for ham, da der er en synergi mellem den unge målmands spillestil og klubbens fodboldfilosofi.

- Jeg havde en masse snakke med min agent og mine forældre om, hvor vi syntes, der var de bedste muligheder. Så faldt valget på Burnley, da vi også så på de fremtidige muligheder om at komme på førsteholdet. 

- Min drøm er at komme til at spille på førsteholdet. Selvom Burnley har mange keepere. Klubben havde fem på daværende tidspunkt, så det lignede en lang vej. 

- Vi havde dog nogle gode snakke med Burnley om min udvikling, og hvordan spillestilen passede til mig, fordi jeg er en høj målmand, og det kigger Burnley efter. Det er lidt noget andet i Blackburn. 

- Vi valgte derfor Burnley, da vi syntes, at min fremtid skulle være i klubben, hvor jeg kunne udvikle mig mest muligt.

Målet er Premier League

Lukas Bornhøft Jensen kan godt mærke, at der er kæmpe forskel på Danmark og England angående fodboldkultur. Skiftet til Burnley har gjort, at Lukas Bornhøft Jensen har udviklet sig i mere eksplosiv fart, mener han.

- Det har været meget anderledes at komme fra en deltidsprofessionel klub til professionel klub. Jeg føler, at alt handler om fodbold her i England. Mentaliteten og setuppet er helt anderledes her end i Danmark. Jeg er meget beæret over de træningsfaciliteter, som jeg har, og det er en stor omvæltning. 

- Vi kommer ind og spiser morgenmad sammen, og så træner vi og spiser frokost. Man har bare meget mere tid sammen end i Danmark, hvor man bare møder ind til træning. Der er et andet sammenhold, som man har. Jeg fokuserer udelukkende på fodbolden herovre. 

- Jeg har udviklet mig meget, da presset også er anderledes. Fejl kan ske, men der skal ikke være for mange af dem, og så får man det også at vide. 

Den talentfulde målmand sætter sig hele tiden mål for karrieren. Hans ultimative mål har han dog allerede på plads. 

- Nu er mit mål at komme ind på førsteholdet. Derefter er det at blive andenkeeper, og så til sidst være en del af startelleveren. Disse ambitioner kender Burnley også godt. 

- Jeg vil gerne spille i Premier League, inden jeg bliver alt for gammel, men vi må se, hvad tiden bringer. Jeg vil blive ekstremt glad, hvis jeg får muligheden for at spille i Premier League.

Lukas Bornhøft Jensen har stadig sin debutkamp for Burnleys Premier League-hold til gode. Burnley U23-hold er lige nu nummer to i rækken. Rækken står dog stille i øjeblikket grundet coronakrisen. 

I den periode selvtræner danskeren hjemme i Danmark, hvor Burnley løbende holder øje med danskerens træningsindsats og kost. 

Lukas Bornhøft Jensen startede karrieren i FC Helsingør og fik en enkelt Superliga-kamp for klubben. Det var 30. april 2018, hvor FC Helsingør tabte med 1-4 til Hobro. 

I januar 2019 skiftede Jensen til HIK, inden turen gik videre til England og Burnley i august 2019. 


Af Anders Jensen
Lørdag 6. juni