LeoVegas.dk Roskilde Festival Bethard Casino24

Luk

Dansk pioner kaster sig ud i moldavisk eventyr

| National Division | 2 kommentarer
Dansk pioner kaster sig ud i moldavisk eventyr
Foto: FC Sheriff
Den 27-årige danske angriber Patrick Pedersen kaster sig ud i sit eventyr hos rekordmestrene FC Sheriff med stor optimisme og glæde.

Efter at have lavet 23 mål i 30 ligakampe og vundet to mesterskaber på halvandet år for islandske Valur har Patrick Pedersen kastet sig ud i lidt af et eventyr.

Så vidt vides bliver den 27-årige angriber den første dansker i moldavisk fodbold, når han i 2019 tiltræder i mesterklubben FC Sheriff fra Moldovas næststørste ny, Tiraspol.

- Der er sikkert mange, der undrer sig over mit skifte, og jeg var da også selv i tvivl, for jeg vidste ikke så meget om det hele, indtil jeg kom derned og så klubben og byen med min agent og min kæreste.

- Jeg var virkelig positiv overrasket over faciliteterne og forholdene. Det er meget professionelt, så jeg blev overbevist om, at det var det rigtige, siger Pedersen til bold.dk og tilføjer:

- Sheriff er den klart største klub dernede og vandt mesterskabet med et forspring på 18 point i denne sæson, så det er også en klub, der prioriterer de europæiske kampe meget højt.

- Målet er at komme i et europæisk gruppespil i hver sæson, og det lyder jo meget spændende. Det vil jeg gerne være med til, siger Pedersen om Sheriff, der har vundet 17 mesterskaber i sin 21-årige levetid.

Sproglig udfordring
Pedersen har de seneste knap seks år spillet i Island og Norge, og han er bevist om, at udfordringen i Moldova bliver noget helt andet.

- Der kommer selvfølgelig til at være lidt en sprogbarriere i starten, men som jeg forstår det, kan de fleste på holdet snakke engelsk - dog lidt gebrokkent.

- Jeg har dog allerede haft en god snak med den kroatiske cheftræner, og han snakker fint engelsk, så det skal nok gå, siger Pedersen og tilføjer om Tiraspol, hvor der hovedsagligt snakkes russisk:

- Udfordringen bliver nok mere ude i byen og i butikkerne, hvor de vist ikke snakker særligt meget engelsk, men det bliver omvendt også meget spændende at opleve en helt anden kultur, end jeg er vant til.

- Jeg skal nok i gang med nogle kurser i russisk, men jeg ved godt, at det vist ikke er et sprog, som man lærer i løbet af en dag eller to, så det må jeg tage, som det kommer.

Udset som førsteangriber
Udover at være en fast del af Champions League-kvalen har Sheriff fire gange siden 2010 været i et Europa League-gruppespil, og de har se seneste år sendt spillere til italienske, franske, israelske og arabiske klubber.

- Hvis jeg gør det godt, er der en hel del klubber, der kigger med. Sheriff har tradition for at sælge spillere, der gør det godt, men altså nu skal jeg lige i gang først, og så må vi se, hvad der sker, siger Pedersen, der har skrevet en toårig aftale med option på et år mere.

Sheriff kan stadig handle, men umiddelbart er udsigterne til spilletid gode for Pedersen.

- De havde ikke en decideret 9'er i den forgangne sæson, så jeg er vist hentet som førsteangriber. Min snak min træneren var i hvert fald meget positiv. De var også meget ivrige efter at få fat i mig, og det er jo et godt tegn.

- Jeg glæder mig til at springe ud i det. Jeg tager det som en stor oplevelse og et eventyr, men også som en stor mulighed. Så må vi se, hvordan det går, siger den nyslåede Sheriff-spiller.

Turneringen i Moldova går først i gang i starten af april, så Pedersen indleder sit eventyr med to-tre træningslejre med sine nye holdkammerater i første del af 2019.

mikael@bold.dk


Se Premier League, Superliga og Europa Leauge Kom i gang nu på Eurosport Player 
Advertisement Advertisement

Af Mikael Blond

2 kommentarer

Tusindfryd19 11:46          
Spændende ! God vind
Ajungsled 12:45          
Fedt skifte Patrick!! Helt anden fan kultur end på Island!! God vind Champ!!
Onsdag 24. april