Luk

Dansk Red Bull-komet har fået vinger

| Østrig | 7 kommentarer

Infoboks

Dornbirn - FC Liefering
1. Liga (27/11)
Oddset 6,60 4,90 1,38
bet365 6,00 4,75 1,36

I østrigske FC Liefering, Red Bull Salzburgs andethold, har den 17-årige dansker Maurits Kjærgaard kæmpet sig til en plads i startopstillingen efter et svært første år.

Som 16-årig blev danske Maurits Kjærgaard købt af den østrigske storklub Red Bull Salzburg, der siden sendte ham i aktion for klubbens andethold FC Liefering, som spiller i den næstbedste række i Østrig.

Her skulle Kjærgaard sidste sæson vænne sig til pludseligt at stå over for fuldvoksne modstandere trods sin unge alder, og det kunne ses på spilletiden.

Således fik den unge midtbanespiller 13 kampe for Liefering, mens han spillede fire kampe for RB Salzburgs ungdomshold i Youth League. Af de 13 kampe for Liefering var Kjærgaard med i startopstillingen seks gange.

I denne sæson ser det dog helt anderledes ud for nu 17-årige Kjærgaard, der er startet inde i samtlige kampe i denne sæson.

Den udvikling sætter Kjærgaards træner, Bo Svensson, ord på overfor bold.dk.

- Over de sidste tre-fem måneder er det kommet stille og roligt til ham. Han er blevet bedre, kan spille i et højere tempo, har arbejdet på sin fysik og på nogle taktiske aspekter, der gør, at han kan udnytte sine egne fordele som spiller, siger Liefering-træneren og fortsætter:

- Han er startet inde i hver kamp i denne sæson, og der er ikke noget, der taler imod, at det ikke skal fortsætte sådan. Hans udvikling er rigtig god, men han er jo langt fra i mål som spiller. Han er 17 år, og det er ikke engang længe siden, at han fyldte 17 år.

Kjærgaard har i denne sæson, hvor Liefering er nummer et i den næstbedste række, scoret et enkelt mål.

Skulle finde andre dyder frem

Bo Svensson fortæller, at det var forventeligt, at Kjærgaard ikke tog Liefering med storm i sin første sæson.

Men nu har han haft et års tilvænning, og det høster man frugterne af.

- Han er blevet ældre, og det er vigtigt, for man skal have en forståelse af, hvad det var, han kom ned til som en knægt, der lige var fyldt 16. Han skulle ligesom gå fra U17-fodbold i Lyngby til at møde 28- og 30-årig. Det er selvfølgelig en kæmpestor ændring, siger Svensson og uddyber:

- Men også i forhold til hans dagligdag, hvor han gik fra at gå i skole og bo hjemme hos mor og far til at bo på et akademi, være i et elitemiljø og spille med ældre spillere i dagligdagen.

- Han var udfordret på alle fronter, og det havde været urealistisk at tænke, at en 16-årig bare ville vade ind og tilpasse sig fra dag ét af.

- Nu har han haft en læringskurve, som har været rigtig gavnlig for ham. I Danmark var han vel den bedste på alle de hold, han har spillet på, men hernede kom han ned og var ikke en af de bedste.

- Han skulle finde nogle andre dyder frem og forbedre sig på nogle områder for at kunne være med. Det tager tid, og det er kommet langsomt nu.

- Han har selvfølgelig været frustreret undervejs, men generelt har han været positiv, fordi han har været bevidst om sit karrierevalg, og han har haft en meget moden måde at omgås det med. Han har vidst, at det tog noget tid.

Kjærgaard fik ikke spilletid i Liefering i 11 runder i træk inden coronapausen, men efterfølgende tog det fart.

Han var ude af truppen til første kamp efter pausen, men fik siden spilletid i ni af de ti sidste runder, og han fik blandt andet fuld spilletid i de sidste tre runder, hvor han bidrog med fire oplæg.

Fremhævet på prominent liste: Der er stadig lang vej

Kjærgaard blev i begyndelsen af oktober udvalgt til The Guardians The Next Generation-liste, som hvert år udpeger 60 af de mest lovende talenter i verden i en årgang, og denne gang var det så 2003, hvor Kjærgaard er født.

Bo Svensson er da heller ikke i tvivl om, at Kjærgaard er særlig, men der er fortsat meget at bygge på. Blandt andet skal han mere med, når det gør ondt i dueller.

- Der er ingen tvivl om, at vi har at gøre med et stort talent her, men der er lang vej i forhold til, hvad han indeholder og rummer.

- Han har brug for at arbejde hårdt med en masse ting, og det er han klar over, siger Kjærgaards træner og uddyber om fokuspunkterne for udviklingen:

- Han skal lægge noget fysisk på, og så skal han blive bedre i spillet med bolden. Han har desuden tendens til at søge væk fra rum, hvor det måske kan gøre ondt. 

- Kjærgaard skal blive inde, hvor det gør mest ondt på modstanderne, men det er også der, hvor der er størst risiko for nærkampe, og det skal han ikke væk fra.

- Han skal også have en større kvote af afleveringer, der finder en medspiller, og vi arbejder også meget med hans afslutninger. Han afslutter faktisk godt, men han har ikke altid haft en plan med sine afslutninger. 


Af Jonas Dalgård

7 kommentarer

VIF57 06:51          
Tak for en interessant historie :)
Spændende ung fyr.
Groggster 07:03          
God artikel, men sikke en tåkrummende og kommerciel overskrift.
Taco mix 07:35          
Jeg tror ikke der er nogle skjulte bagtanker bag overskriften. Tror bare det er et hyggeligt ordspil :)

- Og det kommer fra en der syntes energidrikke smager af noget der hører til i kloaken.

OT:

Fedt med alle disse mere eller mindre "nye" der begynder at blomstre op nu. Mon ikke snart, vi også begynder at høre om endnu flere, der er på randen af en 1 holdstrup, eller ligefrem gennembrud i deres respektive klubber.
Myhr 08:15          
Og husk nu at The Next Generation listen tager den (efter deres mening) bedste spiller fra hvert land i den pågældende årgang.

Undersøgelsen fortæller intet om der 800 svenskere eller brasilianere foran i køen. Det er ikke for at forklejne talenterne, der er nævnt, men det er altså ikke en ungdoms-Ballon d´Or-liste over spillere.
spindoktor 08:34          
Dagens Bo Svensson historie #julekalender

/spindoktor
fodbold_hjernen 09:08          
hvorfor tager man på sådan et eventyr i så ung en alder? chancen for at falde igennem i en ligegyldig liga i et ligegyldigt land er for mig at se enorm stor. han havde vel kunne udvikle sig på samme måde i dk. i denne historie er der så en lille chance for at han er på rette vej. 17år og med i næstbedste række er bestemt ok.
Joker J 12:04          
Sv: Dansk Red Bull-komet har fået vinger

God artikel, men sikke en tåkrummende og kommerciel overskrift.

***synes det er en fed og passende overskrift.
Fredag 27. november
Torsdag 26. november