Infoboks
20-årige Oliver Urso er både dansk og italiensk. Selvom han har fået uofficielle ungdomslandskampe for Italien, har han ikke udelukket at spille for det danske landshold, hvis muligheden opstår.
Oliver Urso flyttede med familien fra Danmark til Italien, da han var blot ni år gammel.
Derefter har han haft en karriere i diverse italienske klubber.
Han har dobbelt statsborgerskab og har derfor mulighed for at spille landskampe for enten Danmark og Italien, hvis mulighederne en dag skulle byde sig.
Dette svære valg har han dog ikke taget stilling til endnu.
Det fortæller han til bold.dk.
- Jeg er både dansk og italiensk statsborger, og jeg føler derfor både, at jeg er dansk og italiensk. Jeg drømmer selvfølgelig om at spille på landsholdet for enten Danmark eller Italien.
Hvem vil du helst spille for, hvis du skal vælge?
- Jeg føler mig halvt italiensk og halvt dansk. Jeg har boet ni år i Danmark og 11 år i Italien, så jeg tænker, at det ville være sjovt at spille for ét af de to lande, siger Oliver Urso til bold.dk uden at tage stilling.
20-årige Oliver Urso har tidligere spillet i Cesena og Salernitana i Serie B, og lige nu slår han sine folder i Serie C-klubben Viterbese.
Italienske ungdomslandskampe
Han spillede for tre år siden italienske ungdomslandskampe. Der var dog ikke tale om officielle kampe.
- Jeg var med til en træningsturnering med det italienske landshold for tre år siden, men det var kun én gang, siger han og pointerede, at han blandt andet scorede i turneringen og fik at vide, at han havde potentiale.
De danske ungdomslandshold har aldrig kontaktet ham om en plads, men det bærer han bestemt ikke nag over.
Føler du, at du er blevet overset på de danske ungdomslandshold?
- Nej, selvom jeg følte, at det gik godt i ungdomsårene. Jeg læste faktisk på et tidspunkt, at jeg ville blive udtaget, men det blev jeg så ikke.
- Det blev jeg ikke sur over. Jeg læste også, at jeg faktisk blev udtaget, men min agent reagerede ikke. Jeg ved dog ikke, om det passer.
- Jeg er bare en dreng, som kan lide at træne hårdt og vil bare gerne blive bedre. Man kan altid blive bedre, slutter den 20-årige spiller af med, der også har en ambition om at spille i Serie A.
Oliver Urso spiller lige nu som venstre midtbane, men han har tidligere ageret central midtbane og angriber.
7 kommentarer
Han har spillet små 300 minutters fodbold de seneste tre måneder fordelt på enkelte starter og ellers indskiftninger.
Man skal aldrig afskrive en ung spiller totalt, meeeen det tror jeg nu, jeg gør alligevel her :-)
Tror ikke så meget på ham, men det er da spændende og kan være at han som 25 årig ligepludseligt har udviklet sig til noget stort.
I de store lande, kan man godt slå til sent, da niveauet og forventningerne er højt. Derfor svært som ung.