Luk

Dansker i 3. Liga: Højt niveau men røvsyg by

| 3. Liga | 19 kommentarer

Infoboks

Saarbrücken - KFC Uerdingen
3. Liga (06/03)
Oddset 1,90 3,45 3,80
bet365 1,90 3,50 3,90

Uerdingen-danskeren Gustav Marcussen er overrasket over det høje niveau i 3. Liga i Tyskland, hvor han har mødt en fodboldgal frisør og ser Netflix på tysk.

Gustav Marcussen tog i september turen fra Superligaen og Lyngby til KFC Uerdingen den tredjebedste række i Tyskland.

Den 22-årige offensivspiller havde en drøm om at prøve sig af i udlandet, og det har indtil videre levet fuldt op til forventningerne.

- Jeg kan da godt forstå, at nogen tænker 'hvad fanden, den tredjebedste række i Tyskland', når jeg kommer fra den bedste i Danmark og har spillet U21-landsholdsfodbold, siger Gustav Marcussen til bold.dk.

- Men efter jeg talte med træneren og hørte om klubbens ambitioner, var jeg sgu ikke i tvivl om, at det ville blive godt.

Overrasket over niveauet i 3. Liga
Marcussen er ganske positivt overrasket over niveauet i 3. Liga, der tæller store hold som Ingolstadt, Dynamo Dresden, Kaiserslautern og Bayern Münchens reservehold.

- Selvom jeg havde læst op på det, inden jeg kom herned, er jeg overrasket over, hvor dygtige spillere der er i 3. Liga.

- Der er en masse unge spillere, som er på vej op, så det overrasker mig, hvor god en liga det faktisk er, og også hvor stor opmærksomhed, der er omkring den.

- Der er nogle kæmpe stadions og store traditionsrige klubber hernede. Selvfølgelig har corona gjort, at der ikke kommer et øje, men det kommer forhåbentlig.

Personligt har skiftet kastet udmærket med spilletid af sig for Marcussen med 11 kampe, heraf seks fra start i 3. Liga.

En brækket tå kostede et par kampe, men Marcussen er fint tilfreds med sin start i det tyske.

- Jeg er jo godt klar over, at når man kommer fra trygheden i Danmark og flytter helt alene til et andet land, er det jo noget af et spring, man tager.

- Så jeg har givet mig selv tid til lige at finde mig til rette og vidst, at jeg ikke skulle lave 10 mål i de første fem kampe. Jeg skal lige give mig selv tid.

Han har fået et andet syn på spilletid, end han havde i Superligaen.

- Det er meget anderledes hernede, og jeg har fået et lidt andet syn på det. Hvis jeg ikke startede inde i Lyngby, var jeg kraftedeme sur, siger Marcussen med et grin.

- Her kan en træning afgøre det, fordi vi har så mange kampe, at der er brug for alle. Det tager ikke lige så hårdt på mig, hvis jeg ikke skulle starte inde, fordi jeg ved, at min chance nok skal komme. Det kan jeg egentlig meget godt lide.

Røvsyg by og Netflix på tysk
Gustav Marcussen har installeret sig i Düsseldorf og ikke Krefeld, hvor Uerdringen ligger, og det er der en særlig grund til.

- Uerdingen ligger i Krefeld, som er en rimelig røvsyg by, tør jeg godt sige, siger Marcussen med et grin.

- Så jeg har fundet en lejlighed i centrum af Düsseldorf, der ligger 20 minutter fra klubben. Düsseldorf er en superfed by faktisk, og jeg har fået struktureret en hverdag.

- Jeg prøver at lære tysk og har en tutor tilknyttet. Og så kører jeg egentlig bare tyske undertekster på Netflix, så jeg kan lære det der igennem.

- Selve dagligdagen er lidt mere ustruktureret, fordi man er meget overladt til sig selv, og forholdene er nok en lille smule dårligere i forhold til Lyngby.

Fik klipning på husets regning
Tyskerne er kendt som et fodboldglad folkefærd, og det kan Gustav Marcussen bevidne efter en tur til frisøren.

- Fodbold er jo nærmest en religion herovre. Det er overraskende, at 3. Liga kan have så meget tradition og så mange fans, der lever og ånder for klubberne.

- Der er fans ude foran vores træningsanlæg, som synger, og folk kan godt genkende én, når man går rundt i byen.

- Jeg var til frisøren, inden det hele lukkede ned, og de insisterede på, at klipningen var på husets regning. Så skulle jeg bare love, at jeg scorede et mål, siger Marcussen med et grin.

Målet med dit skifte til Uerdingen er vel, at du vil op igennem rækkerne i Tyskland på sigt?

- Det er det helt sikkert. Det er ikke nogen hemmelighed. Målet er, at det her er et springbræt for mig.

- Der er mange øjne på én i 3. Liga, og vi spiller virkelig mange kampe, så hvis jeg gør det godt, kan det forhåbentlig åbne nogle døre.

- Ambitionen for klubben er at rykke op, selvom det indtil videre ikke er gået helt, som vi ville have det. Det kan dog sagtens nås i denne sæson, hvis vi bliver lidt mere sammenspillet, siger Gustav Marcussen.

Uerdingen møder søndag Ingolstadt i 3. Liga, og opgøret spilles klokken 15.00.


Af Sara Margren

19 kommentarer

AaBager 08:03          
Håber ikke interviewet bliver oversat og sendt til Krefeld :-)
Mac2907 08:24          
Interessant interview med flere nedslag som os "Tyskland-kendere" godt kan udfordre lidt. Især med området Krefeld som den unge gut synes er kedeligt. Så er det godt kan har lidt "små-by"/provinsiel-oplevelse fra Lyngby og omegn med i rygsækken, da der bor kun 5 mio. flere end i hele dk, altså 10,8 mio. mennesker i Rurh-distriktet. Og der er i hvert fald massevis af oplevelser til de borgere hvis man altså opsøger dem. Til gengæld helt korrekt at 3. BL er en overraskende vild liga med mange tidligere storhold, som har en fanbase der får BIF´s og FCK´s til at ligne et antal kirkegængere en tirsdag formiddag i Magleby kirke på Møn. Stort set alle de historiske storhold har en lokalradio som følger dem i alt og det er alt, herunder med på rejsen på udebane, optakt, fans i studiet med kommentarer til holdopstilling, og så timevis af nedtakt. Sagt med stor respekt for DR-radio og P3 og vel vidende at der bor 80 mio. i Tyskland. Held og lykke i Tyskland, et superfedt fodboldland....
VIF57 08:31          
Nej stakkels Krefeld ;)
Linne 08:39          
3 bundesliga er for vild!! Jeg har været inde og se 1860 munchen Vs. Mannheim.. 15.000 tilskuere (fuldt hus på Grünwald Stadion) og udebane afsnittet, bag det ene mål var proppet (1.500-2.000 mennesker) og så har jeg aldrig set så meget politi. Antallet af betjente fik Københavner derbyet til at ligne en hyggetur på strøget
R15n14y 08:52          
Nu har jeg selv været i Krefeld, og jeg fik heller ikke indtrykket af, at det var en by med gang i gaden. Nærmere en by der var jævnt nedslidt og så løb jeg ind i en kristen demonstration.

Jeg kan godt tilslutte mig, at Düsseldorf er en sjovere by med en del unge, godt hjulpet af deres universitet.
T-Knogle 09:48          
Off topic: Det er da også interessant at finde ud af hvad f#%&n der er sket med Kaiserslautern, de ligger til nedrykning fra 3. Liga! Det er da gået ned ad bakke siden Schønberg spillede der.
Lørdag 6. marts
Fredag 5. marts