Luk

Dansker skal overbevise De Boer: Surrealistisk

| Major League Soccer | 0 kommentarer
Dansker skal overbevise De Boer: Surrealistisk
Foto: University of Cincinnati

23-årige Patrick Nielsen er blevet draftet af Atlanta United og skal forsøge at overbevise Frank de Boer og Carlos Bocanegra om sine kvaliteter i de kommende uger. 

Lørdag var det tidligere Brøndby- og AB-talent Patrick Nielsen én af 141 spillere i MLS' Super Draft, hvor klubberne kunne vælge mellem de bedste college-spillere fra hele USA. 

Og Nielsen fik som nummer 23 et opkald, og det kom fra 2018-mestrene Atlanta United, der i 2019 nåede Conference-finaler og vandt pokalturneringen US Open. 

- Jeg sad egentligt hjemme med familien og hyggede. Jeg fulgte selvfølgelig med, og pludselig kom der et opkald fra Atlanta United, der fortalte mig, at jeg skulle pakke min taske og komme af sted

- Jeg ved ikke, om jeg ligefrem er overrasket, men det er surrealistisk at være i det. Fra jeg blev draftet, gik der 20 timer, inden jeg var i Atlanta, så det er gået lynhurtigt, og jeg prøver så vidt muligt bare at nyde det, siger Nielsen til bold.dk. 

Landsholdslegender som chefer

Nielsen får i Atlanta den tidligere hollandske landsholdsanfører Frank de Boer som cheftræner og den tidligere amerikanske landsholdsanfører Carlos Bocanegra som sportsdirektør. 

Begge var venstrebenede centrale forsvarspillere, ligesom Nielsen. 

- Det er to mennesker med fantastiske karrierer, som jeg selvfølgelig kan lære en hel masse af, og jeg ser meget frem til at blive guidet af dem, siger Nielsen og tilføjer om Atlanta:

- Det er et fantastisk sted at ende op for mig. Frank de Boer har en fantastisk filosofi, som jeg virkelig går ind for, og jeg var i Atlanta til en samling i december, så jeg kender stedet og folkene omkring klubben, og det er et optimalt sted for mig at blive draftet til.

Afgørende måned venter

Som draftet college-spiller er Nielsen i første omgang tilknyttet Atlanta på en etårig aftale, og han skal i første omgang gøre sig fortjent til en plads omkring førsteholdet. 

- Intet er givet endnu. Det er først nu, det hårde arbejde begynder. Jeg skal være ydmyg og arbejde benhårdt, men så er jeg også sikker på, at jeg nok skal nå mine mål.

- Man kan på en måde sige, at jeg er på en slags trial de næste uger til en måned. Jeg skal bevise, at jeg kan klare mig på dette niveau, siger Nielsen, der som collegespiller var i Cincinnati og siden Michigan.

Nielsen øjner en åbning i forhold til den nuværende trupsammensætning. 

- De har solgt et par stykker fra forsvaret og hentet et par unge spillere, så det virker som om, at der er noget at spille for, og det glæder jeg mig til, siger Nielsen, der skal bevise sig selv til træning over for som Josef Martinez - 88 mål i 100 kampe for Atlanta - og Pity Martinez - argentinsk landsholdsbobler:

- Det er store navne, det er helt sikkert, men for mig er det vigtigt ikke at gå ind til det som fan, men som en ligeværdig, der skal ind og arbejde benhårdt hver eneste dag til træning.

Hvis Nielsen ikke klarer cuttet i første omgang, er alternativet Atlanta United II, der spiller med i USL - det næsthøjeste niveau i USA. 


Af Mikael Blond
Søndag 19. januar
Lørdag 18. januar