Debutanten Ernesto Torregrossa blev matchvinder, da Sampdoria vendte 0-1 til 2-1 mod Udinese i danskeropgør.
Mikkel Damsgaard og Jens Stryger Larsen var begge med fra start, da Sampdoria og Udinese krydsede klinger i Serie A’s sene lørdagsforestilling.
Især Udinese var meget nærgående i første halvleg, men de første 55 minutter af danskerdysten forløb uden scoringer.
Så kom der gang i sagerne, og det var Rodrigo de Paul første mand til at sørge for. Udineses argentinske profil fik sit første forsøg pareret af Emil Audero, men riposten opsnappede han selv og chippede den elegant over liggende Audero.
Udinese fik dog ikke lov at have føringen længe, for ti minutter senere sparkede Rolando Mandragora veteranen Antonio Candreva midt over i feltet og begik et klokkeklart straffespark.
Efter at have sundet sig lidt, var Candreva klar til selv at eksekvere. Og med en perfekt veludført Panenka udlignede han til 1-1.
Sampdoria havde kort inden scoringen udskiftet Mikkel Damsgaard og sat angriberen Ernesto Torregrossa ind til debut. Og at sætte ham i kamp viste sig at være en god idé.
Efter 81 minutter blev Torregrossa matchvinder med et fremragende hovedstød, som Johan Musso i målet ikke havde en chance for at nappe.
2-1 endte det til Sampdoria, som tilføjede Udinese det fjerde nederlag i fem kampe.
0 kommentarer
Der er foreløbigt ikke kommet nogle kommentarer til denne artikel.
Vær den første til at kommentere i vores forum.