Luk

Delaney og Dortmund sled sig til ny sejr

| Bundesliga | 3 kommentarer

Infoboks

Wolfsburg - Dortmund 0-2
Bundesliga
32' 0-1 Raphaël Guerreiro
78' 0-2 Achraf Hakimi
80' 0-2 Felix Klaus

Dortmund snuppede en 2-0-sejr ude over Wolfsburg uden at storspille i lørdagens Bundesliga-dyst.

Både Dortmund og Wolfsburg lagde fra land med en sejr i sidste weekends første spillerunde i Bundesligaen efter corona-pausen.

De to hold tørnede lørdag sammen på Volkswagen Arena, og danske Thomas Delaney var med fra start for Dortmund.

Gæsterne fra Dortmund sad på det meste i første halvleg, og efter en halv time fandt Lucien Favres tropper vej til målet.

Thorgan Hazard smed et fladt indlæg på tværs, som Erling Haaland ikke fik træf på. Det gjorde i stedet Raphael Guerreiro ved fjerneste stolpe, og så stod det 1-0 til Dortmund, som også var stillingen ved pausen.

Wolfsburg var uhyre tæt på at udligne efter et par minutter af anden halvleg. Renato Steffen blev spillet fint fri i feltet, men han bankede bolden på overliggeren.

Selvsamme Steffen var igen på spil efter en time, men hans flugter fra kanten af feltet blev snuppet af Dortmund-målmand Roman Bürki.

Dortmund havde svært ved for alvor at blive farlige i anden halvleg, men med et kvarters tid igen lykkedes det dem at fange Wolfsburg i ubalance.

Jadon Sancho fandt Achraf Hakimi i dybden, og han bankede kuglen ind til 2-0, som gav Dortmund ro i sindet.

Kort efter blev Wolfsburg reduceret til 10 mand. Felix Klaus stemplede Manuel Akanji, og efter et VAR-tjek fandt dommeren det røde kort frem.

Thomas Delaney blev pillet ud efter 83 minutter, og Dortmund kørte 2-0-sejren sikkert hjem.


Af Sara Margren
Onsdag 3. juni
Tirsdag 2. juni