Luk

Den er hjemme: Mæhle sender Danmark til VM

| VM | 89 kommentarer

Infoboks

Danmark - Østrig 1-0
VM Kvalifikation UEFA Gruppe F
53' 1-0 Joakim Mæhle

Joakim Mæhle blev matchvinder, da Danmark nedlagde Østrig med 1-0 i Parken og i suveræn stil sikrede sig billetten til VM i 2022.

Der var lagt op til en kæmpe festdag i Parken tirsdag aften, hvor Danmark kunne sikre sig en billet til VM med en sejr over Østrig.

Mindre kunne også gøre det, hvis Færøerne tog point fra Skotland, men det virkede mest sandsynligt, at Danmark selv skulle klare opgaven.

Lægterne var propfyldt, og Sepp Piontek blev hyldet inden kampen for sine meritter i dansk fodbold. Der var lagt op til den helt store folkefest.

Kasper Hjulmand havde én ændring i sin startopstilling, hvor Jannik Vestergaard kom ind i stedet for Christian Nørgaard, der startede inde imod Moldova.

Dermed var der genvalg til offensiven, der bestod af Yussuf Poulsen, Andreas Skov Olsen og Mikkel Damsgaard.

To gode chancer
Det kunne da også være startet forrygende i Parken, for i det første minut var Skov Olsen tæt på at skabe en giftig situation med en god dribletur i feltet, men det endte i ingenting.

Østrig virkede dog stressede, også fordi danskerne lagde et enormt højt pres fra start, men herefter sled Danmark lidt mere i det, og det lignede, at der var nerver på.

Med omkring 20 minutter spillet fik Danmark sin første store chance, og den faldt til Andreas Skov Olsen. Angriberen fik en god chance på kanten af det lille felt efter et par returbolde, men målmand Daniel Bachmann gjorde sig bred.

Ti minutter senere var det Mikkel Damsgaards tur til at gøre tilnærmelser, da han sendte et hårdt spark af sted fra kanten af feltet, men igen diskede Bachmann op med en glimrende redning.

Damsgaard måtte udgå
Østrig kom bedre med mod slutningen af kampen, hvor Konrad Laimer gav Jannik Vestergaard problemer i højresiden og kom til indlæg. Dette fik Andreas Christensen dog afværget.

Kort før pausen måtte Mikkel Damsgaard lade sig udskifte med en baglårsskade, og ind i stedet kom Kasper Dolberg, hvilket sendte Yussuf Poulsen ud på højrekanten.

Jannik Vestergaard viste usikkerhed i en duel kort før pausen, og det var ikke første gang i opgøret, at han manglede fart og kontrol på bolden. Stillingen ved pausen var 0-0.

Mæhle-mål efter frækt Delaney-oplæg
Danmark kom energisk ud til anden halvleg, og efter få minutter kom Thomas Delaney til et godt skud mod fjerneste stolpe, som Bachmann tog sig af. Skov Olsen var offside på returbolden.

Det var et varsel om, hvad der ventede for Østrig kort efter.

Thomas Delaney tog en fuldkommen forrygende tur fra midten af banen, og han dansede sig på tværs af feltet, hvor han fandt en helt fri Joakim Mæhle, der hamrede kuglen i kassen til 1-0.

VAR tjekkede målet, men der var intet at komme efter, og Danmark var på VM-kurs.

Delaney tog et nyt godt dybdeløb med 20 minutter igen og blev nedlagt af Bachmann i feltet, men danskeren var offside i situationen og fik dermed ikke noget straffespark.

Jens Stryger kom på banen efter 77 minutter i stedet for Andreas Skov Olsen, og det betød, at Daniel Wass blev skubbet længere frem på banen.

Herfra blev det en ganske nervøs affære, men Danmark virkede egentlig i kontrol, og man sad ikke med fornemmelsen af, at Østrig ville score.

Det gjorde de såmænd heller ikke, og dermed er Danmark sikret en billet til VM i 2022 efter tirsdagens 1-0-sejr.


Af Sara Margren
Lørdag 23. oktober
Fredag 22. oktober